Fra mistrivsel og misforståelser til psykologisk tryghed og mere ærlig kommunikation.

Ansøger
Fond Bo- og behandlingscenter Blokhus
CVR-nr: 32409946Bevilling
DKK 198.980
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Nordjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2025
Trivselsmåling satte gang i ny retning
Medarbejderne på Bo- og behandlingscenteret Blokhus arbejder med borgere, hvor der ofte kan opstå komplekse og følelsesmæssigt krævende situationer. En trivselsmåling gennemført i oktober 2024 viste tydelige udfordringer i flere afdelinger. Mistrivsel, misforståelser og manglende feedback præger dagligdagen, og mange medarbejdere giver udtryk for, at de ikke føler sig trygge nok til at sige det, der fylder. Det skaber både kommunikationsproblemer og en "dem og os"-mentalitet, som skaber usikkerhed og påvirker kerneopgaverne.
Det nye projektet skal derfor arbejde målrettet med at fremme psykologisk tryghed og give både medarbejdere og ledere konkrete redskaber til bedre kommunikation, konflikthåndtering og feedback. Ledelsen ønsker samtidig at blive mere tydelig og tilgængelig i hverdagen og dermed skabe klarhed og retning for medarbejderne.
Forløbet skal bidrage til at genopbygge fællesskab og arbejdsglæden for de i alt 29 medarbejdere og 3 ledere som deltager. Projektet løber over 17 måneder fra august 2025 til december 2026.
Styrket samarbejde og ledelse skal vende negativ kultur
Som en del af projektet opdateres personalehåndbogen med klare procedurer for håndtering af stress, mobning og misbrug. For at skabe fælles forståelse af disse emner afholdes en temadag med fokus på at identificere tegn, forebygge problemer og fremme åbenhed og ansvar i arbejdsfællesskabet. Derudover tilbydes deltagerne kursusdage i neuropædagogik og mentalisering, suppleret af supervision og faglig sparring, for at styrke den fælles faglige tilgang i arbejdet med borgerne.
Lederne er en vigtig del af projektet og skal gennemgå et udviklingsforløb med fokus på tydelig kommunikation, svære samtaler og feedback, og alle medarbejdere får undervisning i feedbackmetoder med henblik på at styrke den psykologiske tryghed i hverdagen.
Projektet bliver samlet op af en intern koordinator og evalueret med trivselsmålinger efter 9 og 18 måneder, hvortil effekten af projektet vil blive vurderet. Bo- og behandlingscenteret Blokhus håber, at projektet vil give alle ansatte styrket samarbejde, mere psykologisk tryghed og at det kan være med til at vende den nuværende negative kultur.