BELONG – trivsel i det internationale arbejdsmiljø

Den erhvervsdrivende organisation Copenhagen Capacity, som arbejder med at tiltrække internationale investeringer, virksomheder og talenter, modtager en bevilling på 3.940.020 kr. fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal hjælpe danske SMV’er med at skabe arbejdspladser, hvor inklusion og trivsel er i højsædet.

Velliv_Vores omraade.png

Ansøger

COPENHAGEN CAPACITY, FONDEN TIL MARKEDSFØRING OG ERHVERVSFREMME

Bevilling

DKK 3.940.020

Projektperiode

2025 - 2027

Beliggenhed

Hovedstaden

Status

Igangværende

Pulje

Vores område

År

2025

Mere trivsel og inklusion af internationale medarbejdere i SMV'er

Internationale medarbejdere i Danmark oplever ofte udfordringer som stress, eksklusion og forskelsbehandling. Disse problemstillinger adresserer Copenhagen Capacity nu gennem projektet BELONG. Målet er at give små og mellemstore virksomheder (SMV’er) konkrete redskaber til at skabe inkluderende arbejdspladser og bedre mental sundhed for internationale medarbejdere. 

Projektet gennemfører i alt 30 virksomhedsforløb med fokus på onboarding og inklusion. De deltagende virksomheder arbejder over 10 måneder med værktøjer, der fremmer psykologisk tryghed og inklusionsledelse. Efter hvert forløb får deltagerne en individuel handleplan, som skal styrke trivslen og den mentale sundhed blandt internationale medarbejdere. 

Erfaringerne fra forløbene skal ikke kun gavne de deltagende virksomheder, men også inspirere andre SMV’er på tværs af landet. Gennem vidensdeling og spredningsaktiviteter, herunder et afsluttende event, udbredes løsningerne til virksomheder i hele Danmark. Pilotfasen af projektet begynder i 2025, mens projektet skaleres i perioden 2026-2027. Fokus er på at skabe en varig kulturændring, der gør danske arbejdspladser mere attraktive for internationale medarbejdere og styrker deres mentale sundhed samt hvor både danske og internationale medarbejdere trives. 

Nye værktøjer baner vejen for bedre mental sundhed

BELONG arbejder også med at tilpasse og udvikle værktøjer, der styrker inklusion og trivsel. Et centralt element er Inklusionsbarometeret, der måler virksomhedernes evne til at inkludere internationale medarbejdere og identificerer forbedringsområder.

Et andet vigtigt initiativ er BELONG Guide, som kombinerer teori og praksis i en håndbog, der hjælper virksomheder med at skabe inkluderende arbejdspladser. Begge værktøjer tager udgangspunkt i data fra pilotprojektet og bliver løbende udviklet, så de er målrettet virksomhedernes behov.

Med disse værktøjer og træning i interkulturelle kompetencer vil projektet forbedre den psykologiske tryghed og reducere barrierer som isolation og kulturelle forskelle. For at sikre varige forbedringer etableres en følgegruppe, der skal rådgive projektet og bidrage til spredning og forankring af de udviklede værktøjer. Gruppen består af eksperter, virksomhedsrådgivere og repræsentanter fra målgruppen.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps