Som konsekvens af coronakrisen blev især medarbejdere og ledere inden for videns- og kontorarbejde distancearbejdere fra den ene dag til den anden. Tidligere forskning har vist, at ledere kan gøre en positiv forskel for medarbejdernes trivsel. Derfor undersøger vi i denne artikel distancelederes oplevelse af egen rolle og konkrete praksisser rettet mod at understøtte og tage hånd om medarbejderes trivsel og mistrivsel på distancen under pres fra pandemien. Artiklens analytiske optik er inspireret af litteraturen om følelsesarbejde samt forståelsen af coronapandemien som en fremkaldervæske, der tydeliggør og potentielt accelererer eksisterende tendenser - herunder tendenser i arbejdslivet. Med afsæt i analyser af 47 interviews med distanceledere gennemført under coronakrisens første måneder identificerer vi seks forskellige ledelsespraksisser, hvorigennem distanceledere søger at understøtte medarbejdernes trivsel på distancen. I artiklen reflekterer vi over, hvorvidt de seks ledelsespraksisser er et udtryk for intensivering og samtidig sløring af udbytteforholdet mellem arbejdstager- og arbejdsgiver eller udtryk for etisk medmenneskelighed.