Uenige på den gode måde

Ansøger
Elevkollegiet S/I
CVR-nr: 25841832Bevilling
DKK 112.493
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Nordjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2025
Vende faglig uenighed til en styrke
Elevkollegiet er et selvejende socialpædagogisk botilbud for udsatte unge med komplekse udfordringer. Arbejdspladsens største udfordring er at turde tale åbent om deres faglige uenigheder og udfordre hinanden med nye løsninger. Derfor starter Elevkollegiet et nyt projekt, der skal have fokus på at skabe mere psykologisk tryghed.
Som det er nu, oplever medarbejderne at kritisk feedback opleves som et brud på den gode stemning, hvilket betyder, at flere ofte holder sig tilbage. Uden psykologisk tryghed mister de både kvalitet i indsatsen for de unge og trivsel blandt kollegaer. Det ønsker Elevkollegiet at ændre ved at udvikle og implementere en strategi, der gør det trygt at udfordre hinanden konstruktivt.
Projektet omfatter 17 medarbejdere og 2 ledere og løber fra maj 2025 til december 2026. Ved at styrke den psykologiske tryghed skal indsatsen både forebygge forråelse, øge trivslen og sikre et åbent, sundt arbejdsmiljø for hele organisationen.
Fra kortlægning til forankring af ny kultur
Projektet gennemføres i fire faser. Først kortlægges trivslen og graden af psykologisk tryghed gennem en spørgeskemaundersøgelse, bl.a. med Vellivs værktøj Mål graden af psykologisk tryghed. Resultaterne præsenteres ved et fælles kick-off, der introducerer hele organisationen til emnet.
Dernæst følger en udviklingsfase, hvor resultaterne bruges som afsæt for en strategiworkshop og en temadag med fokus på teorien bag psykologisk tryghed og konkrete metoder til at styrke den.
Strategien forankres gennem aktionslæring, hvor medarbejderne selv afprøver og evaluerer tiltag i hverdagen. Projektet afsluttes med en ny måling og et forankringsmøde, der skal sikre, at kulturen for åbenhed og konstruktiv uenighed bliver en fast del af Elevkollegiets arbejde.