Udvikling af et stærkt fagligt fællesskab med henblik på øget mental sundhed

Dagbehandlingsskolen Kompasset i Vanløse modtager en bevilling på 216.000 kr. fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal forbedre medarbejdernes mentale sundhed ved at skabe et trygt og støttende arbejdsmiljø.

Velliv_Vores arbejdsplads.png

Ansøger

DAGBEHANDLINGSSKOLEN KOMPASSET ApS

Bevilling

DKK 216.000

Projektperiode

2025 - 2025

Beliggenhed

Hovedstaden

Status

Igangværende

Pulje

Vores arbejdsplads

År

2025

Tværfagligt projekt skal øge medarbejdernes trivsel

Den private dagbehandlingsskole Kompasset har et omfattende tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger, psykologer, ledelse og sygeplejersker. Skolen arbejder med en kompleks opgave, hvor undervisning, pædagogik og behandling skal integreres i en helhedsorienteret indsats. Dette kan i hverdagen føre til udfordringer, da medarbejderne bringer forskellige faglige perspektiver i spil.

Kompasset huser elever, der har ADHD, adfærdsforstyrrelser og spiseforstyrrelser, hvilket stiller høje følelsesmæssige krav til personalet. Derudover er det afgørende at personalet har et stærkt tværfagligt samarbejde og psykologisk tryghed, så de ikke føler de står alene i arbejdet med eleverne.

Målet med projektet er således at skabe det stærke faglige fællesskab, hvor medarbejderne oplever større psykologisk tryghed og bedre samarbejde. Projektet skal give plads til refleksion og dialog på tværs af faggrupper for at sikre en fælles forståelse af arbejdet med eleverne og hvor alle oplever at blive hørt og forstået i den daglige praksis.

Psykologisk tryghed som fundament for arbejdsmiljøet

Indsatsen starter med et opstartsmøde i ledergruppen, hvor resultaterne fra den seneste trivselsundersøgelse inddrages. Herefter følger en række fælles workshops for lærere, pædagoger, psykologer og ledelse. Klasseteams og psykologgruppen arbejder derudover lokalt med konkrete prøvehandlinger, som evalueres løbende. Der tilbydes også ledelsessparring og implementeringsstøtte gennem observationer og konsulenthjælp.

Projektet forventes at introducere en mere konstruktiv tilgang til at håndtere udfordringer i praksis, både i teams og på tværs af faggrupper. I stedet for at se kollegaer eller ledere som problemet, skabes der fokus på de faglige perspektiver og mål, der kan give anledning til uenigheder. Denne tilgang giver mulighed for en stærkere fælles forståelse og skaber en alliance mellem alle ansatte, fra medarbejdere til ledelse. 

Projektet løber fra januar til december 2025 og involverer 23 medarbejdere og fire ledere. Ved at arbejde med metoderne over et helt år forventes det, at denne måde at håndtere samarbejdsudfordringer på bliver en integreret del af skolens kultur.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps