Trivsel og mental sundhed i Thisted FC
Ansøger
Thisted FC
Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2023 - 2024
Beliggenhed
Nordjylland
Status
Afsluttet
Pulje
Lokal trivsel
År
2023
Et opbrud med mental mistrivsel i fodboldverdenen
I Thisted FC har de observeret, at nogle af klubbens spillere oplever udfordringer med trivsel og præstationsangst. Deres erfaring indikerer også, at der muligvis er flere spillere med lignende udfordringer, som enten ikke vil dele det åbent eller måske ikke er klar over, hvad de kæmper med.
Dette projekt sigter derfor mod at gøre op med denne tendens, hvor unge fodboldspillere oplever mental mistrivsel og præstationsangst. Med fokus på aldersgruppen 15-30 år ønsker klubben ikke kun at skabe en positiv forandring på banen, men også i spillernes mentale velbefindende.
Klubben ønsker derved at opmuntre spillerne til at forstå, at det er helt okay at opleve mentale udfordringer, og at det først er når man åbent adresserer det, at man skaber rummet for åben dialog.
Værktøjer og individuelle samtaler
Projektet vil først og fremmest gøre brug af en erfaren oplægsholder, der specifikt kan italesætte og adressere de mentale udfordringer inden for fodbold. Deltagerne vil få konkrete værktøjer til at håndtere presset og udfordringerne, der følger med sporten.
Yderligere vil spillerne tilbydes individuelle samtaler med den erfarne mentaltræner Kim Boye, der vil hjælpe med at skræddersy støtte til den enkelte.
Efter projektets afslutning vil en kontaktperson være tilgængelig for deltagerne, så de kan fortsætte dialogen om deres mentale sundhed og trivsel. Projektet strækker sig fra den 31. oktober 2023 til den 29. februar 2024, og der er plads til i alt 200 deltagere.