Ind i fællesskabet
Ansøger
Cafe Paraplyen Kolding
Bevilling
DKK 50.000
Projektperiode
2023 - 2024
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Afsluttet
Pulje
Lokal trivsel
År
2023
En forstærkende ond cirkel
Café Paraplyen i Kolding er en del af KFUM's Sociale Arbejde og en social café, hvor sårbare fungerer som caféens frivillige. Caféens kerneprodukt udspringer af den basale cafédrift. Det er en socialpædagogisk proces, hvor de ansatte medarbejdere er ligeværdige medarbejdere og samtidig rollemodel, støtteperson og mentor for caféens sårbare frivillige.
Ansøger og leder for Café Paraplyen i Kolding, Lene Frølund Rasmussen, skriver: "86% af socialt udsatte føler sig ensomme ifølge Fællesskabsmålingen(VIVE 2017). De psykiske lidelser og sårbarheder er en væsentlig grund til, at mange socialt udsatte har svært ved at indgå i fællesskaber. Det skaber en ond cirkel, hvor følelsen af ensomhed igen forstærker den psykiske lidelse. Vi ved også, at netop denne gruppe af borgere har ønsker, håb og drømme om aktiviteter og netværk, som står i skærende kontrast til den isolation og ensomhed, som de fleste af dem faktisk lever i.".
Nu modtager Café Paraplyen i Kolding en bevilling på 50.000 kr. til at forbedre og understøtte caféens sociale arbejde.
Individuelle samtaler og frivilligt arbejde
Indsatsens formål er at understøtte caféens sociale indsatser. Dette skal opnås via individuelle samtaler med caféens brugere, der sætter fokus på den enkeltes deltagelse i det frivillige arbejde såvel som i deres daglige liv. På den måde skal ensomhed og psykiske og fysiske udfordringer hos målgruppen modvirkes.
Lene Frølund Rasmussen skriver: "Samtalerne skal afbøde usikkerhed og nogle af de negative tanker og forestillinger der kan opstå i dagligdagen. Dermed kan vi langt bedre understøtte inklusionen i fællesskabet.".
Projektet forløber over 10 måneder og forventes at gavne ca. 15 brugere.