Styrkelse af den psykologiske sikkerhed efter en omvæltende periode.

IT-virksomheden Acies ApS modtager en bevilling på 128.600 kr. fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal styrke psykologisk sikkerhed og samarbejde i en organisation uden klassiske mellemledere.

Velliv_Vores arbejdsplads.png

Ansøger

Acies ApS

CVR-nr: 85278711

Bevilling

DKK 128.600

Projektperiode

2025 - 2025

Status

Igangværende

Pulje

Vores arbejdsplads

År

2025

Mere klarhed og fælles retning i en flad organisation

Som en formålsdrevet IT-virksomhed er Acies afhængig af velfungerende teams og høj grad af selvledelse, hvilket kræver klare rammer og fælles forståelse. 

De seneste år har budt på store forandringer i Acies, herunder udskiftninger i ledelsen, flere nye kunder og et ejerskifte til en udenlandsk koncern. Forandringerne har skabt øget kompleksitet og usikkerhed, som risikerer at svække den psykologiske tryghed i organisationen. 

Derfor ønsker Acies nu at genetablere et solidt fundament for trivsel og samarbejde på tværs af teams gennem det nye projekt, støttet af Velliv Foreningen. Projektet skal ruste medarbejderne til at navigere i en hverdag med høj autonomi og mange beslutninger. Ved at etablere et fælles sprog for samarbejde og ledelse, vil Acies fremme en kultur, hvor alle føler sig hørt, inddraget og trygge i at bidrage med idéer og tage ansvar.

Workshops og målinger skal sætte psykologisk tryghed på dagsordenen 

Projektet indledes med SCAN-målinger i alle teams for at kortlægge udgangspunktet i forhold til psykologisk tryghed. Resultaterne skal danne grundlag for den videre indsats og sikre, at aktiviteterne målrettes de konkrete udfordringer og styrker i organisationen.

Herefter gennemføres fire tre-timers workshops, hvor medarbejdere og ledere sammen arbejder med emner som beslutningstagning, feedbackkultur, fælles spilleregler og tydelig kommunikation. Formålet er at skabe klare aftaler og forventninger, der kan omsættes direkte i det daglige samarbejde.

Acies ønsker, at projektet bliver et vendepunkt, hvor medarbejderudvikling igen får høj prioritet. Med et styrket fokus på psykologisk sikkerhed og selvledelse skal organisationen stå stærkere i mødet med fremtidige forandringer og sikre en bæredygtig kultur, hvor både performance og trivsel kan trives side om side.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps