Forebyggelse og bedre samarbejde
På botilbuddet Lindevangshjemmet, hvor beboerne ofte har komplekse psykiske udfordringer kombineret med rusmiddelbrug, hænger arbejdsmiljøet uløseligt sammen med beboernes hverdag og trivsel.
Måden hvorpå medarbejderne samarbejder med beboerne, er afgørende for at skabe et godt arbejdsmiljø. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne både kan give og modtage feedback indbyrdes samt tage imod feedback fra beboerne om deres trivsel og udfordringer.
Projektet har på den baggrund til formål at styrke en kultur for samarbejde og feedback, både mellem medarbejderne og mellem beboere og medarbejdere, for at forbedre arbejdsmiljøet og reducere følelsesmæssige konflikter.
Styrket feedbackkultur og psykisk trivsel
En central del af indsatsen er at implementere en feedbackkultur og perspektivskifte, hvor medarbejderne lærer at forstå konfliktsituationer fra beboernes perspektiv. Dette skal hjælpe med at finde bedre løsninger og forebygge fremtidige konflikter. Derudover vil dokumentationsarbejde blive inddraget, så medarbejdere og beboere sammen sikrer, at beboernes perspektiver og stemmer bliver hørt og respekteret.
Projektet omfatter også oplæg om samarbejde og feedback, hvor medarbejderne trænes i at håndtere svære samtaler ved hjælp af narrative metoder, samt fælles undervisning i kreative processer som keramik og narrativ metode for at styrke forståelsen og samarbejdet på tværs af medarbejdere og beboere.
Indsatsen, der strækker sig fra februar 2025 til marts 2026, fokuserer på at styrke samarbejde og feedbackkultur blandt de 66 medarbejdere og 4 ledere. Målet er at reducere konflikter og fremme trivsel ved at skabe stærkere relationer og et bedre arbejdsmiljø.