Kollega med vilje / Sulegat pisinnasog - vi er hinandens arbejdsmiljø!

Ansøger
Grønlands Erhverv/Sulisitsisut
CVR-nr: 25027248Bevilling
DKK 899.720
Projektperiode
2025 - 2027
Beliggenhed
Grønland og Færørerne
Status
Igangværende
Pulje
Vores område
År
2025
Et opgør med tavshedskulturen på byggepladserne
Pilotprojektet Kollega med Vilje har til formål at undersøge og udvikle en sund arbejdsmiljøkultur i Grønlands bygge- og anlægsbranche, hvor psykisk mistrivsel ofte betragtes som et privat anliggende. Denne holdning kan føre til alvorlige konsekvenser som stress, ensomhed, usikker adfærd på arbejdspladsen og i yderste konsekvens selvmord.
Bygge- og anlægsbranchen er i vækst, men halter ofte bagefter, når det gælder psykosocialt arbejdsmiljø. Mange medarbejdere og ledere står alene med mentale udfordringer, og uden en åben samtalekultur er det svært at forebygge usikker adfærd, nedslidning og ulykker. Projektet ønsker derfor at ændre kulturen fra “Sådan er det bare” til “Vi står sammen om trivsel”.
Indsatsten bygger på det australske koncept Mates in Construction (MIC). MIC er et mentalt sundhedsprogram, der med tiden er vokset sig stort og blevet til en national bevægelse. Programmet skaber hold af kollegaer, som kan spotte psykisk mistrivsel og hjælpe hinanden med professionel støtte og samtaleteknik. Styrken ved programmet er, at det drives af kolleger indbyrdes, og at samtaler om mental mistrivsel sker i det ’sprog’, der tales i den enkelte branche med den lokale jargon og den lokale arbejdspladskultur, frem for eksempelvis et sprog fra eksterne konsulenter, psykologer eller HR repræsentanter.
Fokus på mental sundhed
Projektet henvender sig til byggepladser og produktionsmiljøer i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat. Målgruppen spænder over faggrupper inden for bygningshåndværk, el & VVS, råstof, service og transport. Ved at fokusere på private produktionsmiljøer, hvor der sjældent er systematisk fokus på det psykiske arbejdsmiljø, adskiller projektet sig fra tidligere initiativer målrettet offentlige eller akademiske arbejdspladser.
Selve forløbet er bygget op i fire faser, der gradvist skal bidrage til at ændre arbejdsmiljøkulturen og skabe fokus på mental sundhed. Først skabes motivation gennem introduktioner med personlige fortællinger, som synliggør risikoen ved den eksisterende machokultur og behovet for forandring. Dernæst lanceres en kampagne med visuelle materialer og ambassadører, der øger opmærksomheden i forhold til mental mistrivsel og styrker det kollegiale fællesskab. Ambassadørerne samles derefter til workshops, hvor de træner nye måder at tale om trivsel på, mens ledere og tillidsvalgte uddannes til at støtte kollegaer med behov for professionel hjælp, og at give feedback til virksomheden.
Grønlands Erhverv håber at skabe en bæredygtig kulturændring i det grønlandske erhvervsliv, hvor Kollega med vilje bliver en bevægelse og ikke bare et projekt. Forhåbningen er, at projektet skal styrke forståelsen af, hvordan branchens særlige arbejdsvilkår som lange arbejdsdage, fysisk belastning og fravær fra hjemmet påvirker den mentale trivsel og øger risikoen for usikker adfærd. Målet er samtidig at fremme kollegiale fællesskaber med større åbenhed, handlekraft og ansvar for både egen og andres trivsel.