Fællesskab med hjertet ❤️

Ansøger
Sind Folkekøkken
CVR-nr: 44791129Bevilling
DKK 40.000
Projektperiode
2025 - 2025
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
Spisefællesskaber i Sønderborg
I Sønderborg Kommune oplever mange borgere ensomhed, social isolation og økonomisk pres. Særligt ældre, enlige forsørgere og personer med psykiske lidelser har svært ved at finde støtte og fællesskab. Derudover gør den stigende inflation det for nogle vanskeligt at prioritere sociale aktiviteter.
SIND Folkekøkken i Sønderborg oplever i den forbindelse et markant stigende behov for deres populære fællesspisninger.
De modtager derfor denne bevilling til at fastholde kvaliteten i arrangementerne samtidig med, at der åbnes op for flere pladser. Det betyder, at langt flere borgere kan få glæde af tilbuddet.
Flere på plads ved bordet
Med bevillingen kan SIND Folkekøkken fordoble antallet af fællesspisninger fra én gang om måneden til to. Det giver flere muligheder for at mødes i et trygt og inkluderende miljø, hvor maden er omdrejningspunktet for samtaler og nye relationer. Foreningen forventer, at ændringen vil skabe endnu stærkere bånd i lokalsamfundet.
Fællesspisningerne fungerer som et lavtærskeltilbud, hvor alle kan være med, uanset baggrund eller livssituation. Her kan deltagerne opleve, at de ikke står alene.
SIND Folkekøkken anslår, at i alt 1.200 personer vil deltage i de udvidede fællesspisninger.