Et godt og bæredygtigt arbejdsfællesskab på Gartnergården

Ansøger
GARTNERGÅRDEN AARHUS ApS
CVR-nr: 34475970Bevilling
DKK 54.735
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2025
Trygge rammer for unge i deres første job
I de to gårdbutikker, der udgør Gartnergården Aarhus, er 84 % af medarbejderne under 30 år og mange i deres første faste job. Derfor ønsker virksomheden at skabe et fælles sprog om mental sundhed og sikre en god start på arbejdslivet for de mange unge medarbejdere. Projektet skal fremme arbejdslyst og øge følelsen af sammenhæng og tryghed på tværs af virksomhedens to lokationer.
Virksomheden har i 2024 udvidet med en ny lokation og dermed næsten fordoblet medarbejderstaben, hvilket har medført nye strukturer og behov for klarere kommunikation og ledelse. Den fysiske afstand mellem ledere og medarbejdere har skabt usikkerhed blandt nogle ansatte, og derfor ønsker Gartnergården også at projektet skal at styrke relationerne og skabe tydeligere rammer for samarbejde og trivsel.
Et centralt formål med projektet er at forebygge mistrivsel ved at give unge medarbejdere værktøjer til at håndtere udfordringer og ansvar i hverdagen. Samtidig skal projektet give medarbejderne en følelse af ejerskab og tilknytning til virksomheden uanset hvilken lokation de arbejder på.
Ledergruppen skal klædes på til at fremme mental sundhed
Projektet igangsættes med en GAIS trivselsmåling blandt medarbejderne for at få et klart billede af, hvor udfordringerne er størst. Disse data skal bruges som udgangspunkt for projektets aktiviteter, hvor alle uanset rolle bidrager til at styrke det mentale arbejdsmiljø.
Aktiviteterne i projektet indebærer workshops, dialog og fælles refleksion således at projektet skaber en kultur, hvor trivsel er en fælles opgave og ikke et individuelt ansvar. Ud over medarbejderaktiviteter sætter projektet også fokus på ledergruppen, hvor over halvdelen er over 30 år. Projektet skal give lederne konkrete redskaber og viden til at understøtte mental trivsel og skabe et trygt arbejdsmiljø for de unge ansatte.
Seks måneder efter projektets start, vil en opfølgende trivselsmåling blive gennemført. Gartnergården Aarhus forventer, at projektet vil styrke trygheden blandt de unge medarbejdere, skabe et fælles sprog om trivsel og klæde ledergruppen bedre på til at være tydelige og tryghedsskabende rollemodeller. Ambitionen er, at Gartnergården Aarhus bliver et forbillede for, hvordan man som virksomhed kan støtte unge i at få en tryg og sund start på arbejdslivet.