Udvikling og evaluering af introforløb for nyansatte i private plejehjem

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) modtager en bevilling på 5.847.689 kr. fra Velliv Foreningen til et forskningsprojekt, der skal udvikle og evaluere bedre introforløb for medarbejdere på private plejehjem samt undersøge samspillet mellem det psykosociale arbejdsmiljø og introforløbene.

Velliv Forskning

Ansøger

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

CVR-nr: 15413700

Bevilling

DKK 5.847.689

Projektperiode

2026 - 2029

Beliggenhed

Hovedstaden

Status

Igangværende

Pulje

Forskning

År

2026

Bedre introduktion skal styrke trivsel og fastholdelse i private plejehjem

Forskningsprojektet udspringer af en sektor, der i stigende grad kæmper med at rekruttere og fastholde medarbejdere. Tidligere forskning viser, at nyansatte oftere forlader jobbet end erfarne kolleger, og kvaliteten af introduktionen spiller en central rolle for, om medarbejdere bliver. Samtidig mangler der viden om, hvilke elementer i introforløb der faktisk virker, og hvordan arbejdsmiljøet påvirker effekten.

Det nye projekt skal derfor skabe ny viden om, hvordan en god jobstart kan forebygge stress og mistrivsel og bryde den negative spiral, hvor personaleudskiftning øger arbejdspresset for de tilbageværende medarbejdere. Projektet har særligt fokus på SOSU-hjælpere og social- og sundhedsassistenter, som ofte oplever en krævende start i jobbet. 

Formålet er at udvikle og evaluere et struktureret introforløb samt undersøge, hvordan introduktionen hænger sammen med det psykosociale arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel.

Forsknings- og praksissamarbejde skal skabe ny viden

Projektet ledes af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i samarbejde med Team Arbejdsliv og en større plejehjemsorganisation, der driver flere plejehjem på landsplan. I alt skal 20 plejehjem deltage i projektet, hvor forskere og praksisaktører i fællesskab udvikler nye introforløb gennem en samskabelsesproces.

Før, under og efter forløbet indsamles både kvalitative og kvantitative data, så forskerne kan evaluere implementering, effekt og økonomi - herunder betydningen for fastholdelse, sygefravær og trivsel blandt medarbejderne.

Forløbet omfatter også en økonomisk evaluering, der skal belyse sammenhængen mellem gode introforløb og udgifter til rekruttering, oplæring, sygefravær og personaleomsætning. Målet er at skabe solid forskningsbaseret viden, som kan udbredes bredt i sektoren og bidrage til bedre arbejdsvilkår og mere stabile medarbejdergrupper i plejen.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps