Samarbejde i version 2.0 på DAMPA
Ansøger
DAMPA ApS
Bevilling
DKK 275.000
Projektperiode
2021 - 2022
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Afsluttet
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2020
Målet er at udvikle en positiv samarbejdskultur, hvor konflikter kan håndteres, rollerne om kerneopgaven er klare, og udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø løbende håndteres. Indsatsen er rettet mod virksomhedens ledere, men alle medarbejdere indgår i indsatsen på forskelligt vis.
Fokus på at styrke samarbejdet
DAMPA er en ældre industrivirksomhed, som producerer lofter i metal. Igennem årene
har nogle ansatte oplevet belastningssymptomer og andre mentale udfordringer, og det ønsker virksomheden at gøre noget ved. Derfor vil de med denne indsats sætte fokus på ledelse og samarbejde i virksomheden. Samarbejdet og kommunikationen bliver styrket, både i de enkelte grupper og på tværs af virksomheden.
God ledelse er vigtigt for et trygt arbejdsmiljø med god kommunikation og godt samarbejde. Derfor er indsatsen rettet mod virksomhedens ledere, men alle medarbejdere indgår i indsatsen på forskelligt vis. Fokus er på at iværksætte tiltag der på både organisatorisk, gruppe, individuelt og ledelsesmæssigt niveau er orienteret imod at arbejde hen imod den ønskede kultur.
Det betyder, at der arbejdes med holdninger og værdier omkring løsning af kerneopgaven, og der
arbejdes med hvordan opgaverne løses i fællesskab. På et ledelsesmæssigt niveau arbejdes der med kulturudviklende og understøttende tiltag. På det individuelle plan arbejdes der med, hvordan den enkelte bidrager og fremmer kulturen.
Social kapital og håndtering af konflikter
Afsættet for indsatsen er erfaringer DAMPA Aps. fik i forbindelse med Danmarks Mental Sundhedsdag 2019, hvor de 10.000 kr. af Velliv Foreningen. Midlerne gik til at gennemføre en indsats målrettet koordinatorerne, der blev ’klædt på’ til i højere grad at kunne samarbejde. De positive erfaringer vil DAMPA Aps bygge videre på og gennemføre en indsats, hvor alle medarbejdere bliver ’klædt på’ til at kunne håndtere konflikter bedre og samarbejde i højere grad om kerneopgaven.
Indsatsen tager afsæt i tilgangen ’Social kapital’ og kombinerer forskellige indsatser både målrettet ledelseslaget og koordinatorerne, men der vil også være aktiviteter på medarbejderniveau. Der laves en før- og eftermåling, hvor der tages afsæt i Det nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljøs spørgeskema omkring Social Kapital.
Når en virksomhed arbejder med Social Kapital, sættes der fokus på begreberne tillid, samarbejdsevne og retfærdighed. Ved at opbygge og udnytte stærke relationer i virksomheden gavner det kvalitet og effektivitet i virksomheden, og styrker samtidig trivslen og et godt arbejdsmiljø. Velliv Foreningen støtter indsatsen med 275.000 kr.
Læs evt. mere om projektet på DAMPA's hjemmeside her.
Projektets placering
Resultater
Projektet er nu afsluttet. Projektet er blevet evalueret internt via et fokusgruppeinterview og før- og eftermålinger af den sociale kapital.
Erfaringer indsamlet via fokusgruppeinterview med ledelsen, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter peger på, at projektet har bidraget til, at der er færre konflikter i produktionen som følge af en tydeligere rolle- og ansvarsfordeling. Erfaringerne peger dog også på, at ledelsen endnu ikke synligt håndterer det psykiske arbejdsmiljø, ligesom målet om et styrket samarbejde på tværs af organisationen ikke er opnået i projektperioden. Dette understøttes af resultaterne fra før- og eftermålingen, der viser, at der ikke er sket en udvikling over projektperioden på indikatorer omkring den samlede- og brobryggende sociale kapital, det gælder indikatorer knyttet til tilknytning, sammenhold og samarbejde i og med en gruppe. Der er derimod sket en lille negativ udvikling, hvad angår indikatorer omkring ledelsen i virksomheder, det gælder blandt andet på indikatorerne ”Den nærmeste leder bidrager til at løse konkrete problemer i hverdagen” og ”Gruppens forhold til vores nærmeste leder er præget af gensidig respekt og anerkendelse”.