Mental sundhed i kreative arbejdsliv: En undersøgelse af musikeres trivselssituation

Ansøger
Zealand Sjællands Erhvervsakademi S/I
CVR-nr: 31661471Bevilling
DKK 1.973.825
Projektperiode
2025 - 2028
Beliggenhed
Sjælland
Status
Igangværende
Pulje
Forskning
År
2025
Undersøgelse af den mentale sundhed i musikbranchen
Mental sundhed og trivsel er kommet højt på dagsordenen i samfundet og dermed også i den professionelle musikbranche. Ifølge undersøgelsen When Music Speaks (WMS) oplever danske musikere, særligt unge og kvinder, markant høje niveauer af angst og depression. Undersøgelsen har derfor tegnet et billede af en branche præget af mistrivsel.
Zealand igangsætter derfor i samarbejde med forskere fra AAU og Rytmisk Musikkonservatorium et forskningsprojekt inspireret af WMS, der skal skabe ny viden og konkrete handleanvisninger, der skal støtte musikere i at trives i musikbranchen, ikke ved at fjerne udfordringerne, men ved at finde måder at navigere i dem og forbedre den mentale sundhed.
Projektet undersøger de psykosociale vilkår, der kendetegner kreative arbejdsliv. Det kreative arbejde kræver mod, følelsesmæssig investering og risikovillighed og kan være både ængsteligt og uforudsigeligt. Når dette kobles med et samfund i udvikling og øget præstationspres, især for unge, opstår en kompleks trivselssituation. Det er denne situation projektet vil forsøge at forstå og forbedre.
Festivaler, pladeselskaber og forskere går sammen om at skabe forandring
Projektets forskning bygger på interviews, observationer og fokusgruppeinterviews og gennemføres i samarbejde med ni SMV’er herunder pladeselskaber, festivaler og NGO’er som arbejder tæt med unge, professionelle musikere. På denne måde sikrer projektet relevant og praksisnær dataindsamling. Forskningen skal munde ud i både videnskabelige artikler og praksisnære materialer, herunder podcasts, en håndbog og en bog med titlen Trivsel i kreative arbejdsliv.
Der er tre målgrupper i projektet. Unge rytmiske musikere, projektets tilknyttede virksomheder samt andre professionelle i kreative fag. Formidlingen af projektets resultater skal nå ud, hvor målgrupperne allerede er nemlig på musikfestivaler og brancheevents. Her vil forskere og samarbejdspartnere præsentere deres resultater, viden og anbefalinger i øjenhøjde med dem, det handler om.
Målet er at give både medarbejdere og ledere konkrete redskaber til at opdage og håndtere mistrivsel tidligt og dermed skabe varige forandringer i musikbranchens arbejdsmiljø. Det tætte samarbejde mellem forskergruppen og de involverede virksomheder og organisationer gør det muligt at udvikle løsninger, der er direkte anvendelige i praksis. Projektet skal dermed styrke handlemulighederne i forhold til mental sundhed for både musikbranchen som helhed og for de enkelte skabende musikere i Danmark.