Mænd og elementerne - en rejse mod autentisk væren i et fællesskab

Foreningen Naturpassion modtager bevilling på 60.000 kr. fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal etablere et nyt gruppeforløb for mænd i mistrivsel.

Velliv_Lokal trivsel.png

Ansøger

Foreningen Naturpassion

CVR-nr: 43093711

Bevilling

DKK 60.000

Projektperiode

2025 - 2026

Beliggenhed

Syddanmark

Status

Igangværende

Pulje

Lokal trivsel

År

2025

En støtte til mænds mentale sundhed 

Initiativet kommer som svar på en stigende efterspørgsel efter mandefællesskaber, der giver plads til sårbarhed og fordybelse. Deltagerne vil gennem guidede øvelser og naturoplevelser blive støttet i at opnå øget selvindsigt og en dybere forbindelse til deres naturlige trivsel.

Hver mødegang er bygget op om tre faste elementer: meditation, naturaktiviteter og fælles deling over et måltid. Målet er at give deltagerne konkrete redskaber til at skabe mere balance i livet. I alt 20 mænd får mulighed for at deltage.

Bag projektet står Zaraliv i samarbejde med instruktørerne Nils Ole Wessel og Asger Jacobsen, som begge har solid erfaring inden for psykoterapi, kunstterapi og naturterapi. 

Mandegruppe skal skabe varige fællesskaber

Under meditationen guides deltagerne gennem mindfulness, vejrtrækningsøvelser og visualiseringer, der trækker på naturens elementer som ild, vand, jord og luft. Øvelserne skal styrke mental klarhed, indre ro og emotionel balance.

Den anden del af mødet foregår i naturen, hvor deltagerne gennem gåture og enkle fysiske aktiviteter arbejder med at styrke både kroppen og den mentale tilstedeværelse. Naturrehabiliteringen skal hjælpe mændene med at opleve naturens positive indflydelse på trivsel og velvære.

Afslutningsvis samles gruppen omkring et fælles måltid, hvor der er plads til refleksion og erfaringsdeling. Dette element er centralt for projektet, da det understøtter samhørighed og giver deltagerne mulighed for at spejle sig i hinandens oplevelser. 

Målet er ikke blot at skabe et midlertidigt forløb, men at give mændene kompetencerne til selv at videreføre mandegruppen, så fællesskabet kan blive en fast del af Foreningen Naturpassion.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps