Målrettede kulturevents for psykisk sårbare voksne i Aarhus

Ansøger
GALLO-HUSET
CVR-nr: 19852202Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
En støtte til psykisk sårbare
Ensomhed og social isolation præger mange voksne i Aarhus med psykiske diagnoser som skizofreni, angst og depression. Det kan føre til stigmatisering og meningsløshed i hverdagen og hæmme deltagelsen i fællesskaber, der ellers kunne styrke trivsel og livskvalitet.
Ifølge Sundhedsprofilen for Region Midtjylland (2021) angiver op mod 15 % af borgerne at have dårligt mentalt helbred, og cirka 10 % har en diagnosticeret psykisk lidelse som angst, depression eller skizofreni. Erfaringer fra Gallo Huset viser samtidig en stor efterspørgsel på trygge og meningsfulde kulturtilbud for denne målgruppe.
Begrænset adgang til kulturoplevelser forværrer isolationen. Formålet med indsatsen er derfor at skabe trygge og inkluderende kulturarrangementer, der fremmer forbundethed og mental sundhed.
Fokus på samvær
Projektet består af fire årlige programmer med hver fire events, hvor 8-10 personer kan deltage. Eksempler på arrangementer er rundvisning i Den Gamle By, koncerter med symfoniorkestret og teaterforestillinger. Derudover holdes åbent hus til sommer- og juleafslutning.
De fælles oplevelser giver mulighed for at mødes i et uformelt miljø, hvor fokus er på samvær frem for sygdom. På den måde kan deltagerne gradvist styrke deres sociale netværk og trivsel.