Forebyg mistrivsel ved ny ældrelov – medledende teams & faciliterende ledelse

Den private hjemmepleje Cura Pleje ApS modtager en bevilling på 249.820 kr. fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal styrke den mentale trivsel og sundhed blandt medarbejderne i forbindelse med implementeringen af den nye ældrelov.

Velliv_Vores arbejdsplads.png

Ansøger

Cura Pleje ApS

CVR-nr: 10101166

Bevilling

DKK 249.820

Projektperiode

2026 - 2027

Beliggenhed

Hovedstaden

Status

Igangværende

Pulje

Vores arbejdsplads

År

2026

Fokus på trivsel under forandringer

Den nye ældrelov betyder omfattende forandringer for hele ældreområdet i Danmark. Loven skal give borgerne mere selvbestemmelse, større valgfrihed og skabe mere tillid til både medarbejdere og ledere. For at lykkes med de nye intentioner kræver det, at arbejdspladser organiserer sig og arbejder på helt nye måder.

For Cura Pleje ApS betyder det blandt andet, at medarbejderne går fra at arbejde individuelt til at indgå i tværfaglige teams. Det stiller nye krav til samarbejde, ansvar og ledelse og gør det nødvendigt at have særligt fokus på arbejdsmiljø og trivsel.

Derfor starter virksomheden projektet, der skal hjælpe medarbejderne godt igennem forandringerne og samtidig have fokus på deres trivsel. Indsatsen omfatter hele arbejdspladsen med omkring 200 medarbejdere, hvor både ledere, koordinatorer og arbejdsmiljøorganisationen er involveret. 

Workshops og forankring skal skabe varige forbedringer

Projektet indledes med en opstartsworkshop, hvor der etableres en design- og udviklingsgruppe. Gruppen får en central rolle i arbejdet med at udvikle og forankre indsatsen og fastholdes i mindst ét år efter projektets opstart for at sikre langsigtede resultater.

Der gennemføres otte workshops med fokus på psykologisk tryghed, faciliterende ledelse, medledelse og selvbestemmelsesteori. Formålet er at styrke både ledelse og samarbejde, så medarbejderne får de bedste forudsætninger for at trives i de nye teams og håndtere de forandringer, som den nye ældrelov medfører.

Som en del af indsatsen gennemføres der trivselsmålinger før og efter projektet for at følge udviklingen og dokumentere effekten. På den måde kan Cura Pleje ApS arbejde aktivt og forebyggende med trivsel, så den mentale sundhed styrkes i takt med, at den nye ældrelov bliver en naturlig del af hverdagen på plejehjemmet.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps