Forandring, fælleskab og frihed

Ansøger
Værestedet Åndehullet
CVR-nr: 33453272Bevilling
DKK 59.880
Projektperiode
2025 - 2025
Beliggenhed
Sjælland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
Livet efter misbrug
Åndehullet er en frivillig forening drevet af tidligere misbrugere. Foreningens vigtigste opgave er at tilbyde borgere, der netop er blevet stoffri, et trygt og stoffrit fællesskab – et pusterum, hvor man kan være sig selv og lære af andres erfaringer.
Her arbejdes der også med at tage ansvar og blive en del af noget større, blandt andet ved at arrangere aktiviteter, fælles madlavning og spisning. Åndehullet giver desuden mulighed for at fejre helligdage og ferier uden alkohol og rusmidler i trygge rammer.
Projektet består af at skabe et trygt, alkoholfrit fællesskab, hvor deltagerne kan dele erfaringer og styrke deres sociale netværk.
Et fast samlingspunkt
Indsatsen omfatter 40 ugentlige måltider samt en påskefrokost og en julefrokost. Maden tilberedes af frivillige med egen misbrugserfaring, hvilket giver deltagerne mulighed for at spejle sig i rollemodeller, der selv har gennemgået en stoffri forandring.
Formålet er at bruge måltidet som samlingspunkt for at fremme mental trivsel, mindske ensomhed og give håb for en fremtid uden misbrug.
Projektet forventer at nå omkring 1.550 deltagere i perioden fra marts til december 2025. Den faste struktur med ugentlige måltider giver deltagerne et stabilt holdepunkt i hverdagen.