Craft forløb i Tubanu København
Ansøger
Tubanu
CVR-nr: 41899433Bevilling
DKK 35.600
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
En støtte til voksne fra misbrugsramte familier
I København mangler mange voksne med denne baggrund fællesskaber at støtte sig til efter endt terapi. Derudover fylder ensomhed og lavt selvværd ofte i deres hverdag.
Tubanus craft-forløb giver denne gruppe mulighed for at arbejde med identitet og tilhørighed gennem hændernes arbejde. Her kan deltagerne være sig selv og udvikle nye handlemuligheder i et anerkendende fællesskab, hvor nærvær og kreativitet går hånd i hånd.
Projektet skal skabe ro, mestring og fællesskab gennem kreative aktiviteter som broderi, tekstiltryk og papirbaserede teknikker. Målet er at tilbyde et trygt rum, hvor deltagerne kan styrke trivsel og selvværd uden præstationspres.
Frivillige med samme baggrund skaber trygge rammer
Hvert forløb består af tre timers sessioner bygget op omkring en fast struktur: en kort introduktion til håndens betydning for trivsel, en sanselig øvelse med fokus på materialer og nærvær, og en kreativ aktivitet, hvor deltagerne arbejder i eget tempo.
Det giver plads til fordybelse og skabende udtryk, samtidig med at deltagerne støttes af en frivillig facilitator, som selv har erfaring med at vokse op i en misbrugsramt familie.
Tubanu har valgt denne model som et bevidst empowerment-greb. Den frivillige facilitator har gennemført et særligt kursus i crafting og facilitering og får løbende sparring fra Tubanus daglige leder. Det styrker både facilitatorens egne kompetencer og skaber et trygt rum for deltagerne, fordi de møder en leder, de kan spejle sig i og tale med i øjenhøjde.