Bæredygtige Fællesskaber

Café Finns Paraply modtager en bevilling på 50.000 kr. fra Velliv Foreningen til at videreudvikle projektet KORN180 – et kreativt være-værksted for unge med psykiske og sociale udfordringer.

Velliv Lokal Trivsel

Ansøger

Cafe Finns Paraply S/I

CVR-nr: 12588372

Bevilling

DKK 50.000

Projektperiode

2025 - 2025

Beliggenhed

Syddanmark

Status

Igangværende

Pulje

Lokal trivsel

År

2025

Fra isolation til deltagelse

Mange unge med psykiske og sociale udfordringer har svært ved selv at opsøge fritidsaktiviteter og sociale fællesskaber – netop de elementer, der ofte kan gøre en positiv forskel i deres liv.

Samtidig har målgruppen af unge i mistrivsel ændret karakter og er blevet mere sammensat. Mange føler sig ikke genkendt i kommunale tilbud, som ofte er målrettet bestemte former for udsathed. De identificerer sig ikke nødvendigvis som ensomme eller i mistrivsel – selvom de er det. Det betyder, at mange unge falder mellem to stole og ikke får den støtte, de har brug for.

Derfor er der behov for indsatser, der arbejder mere indirekte og kreativt med deres udfordringer – fx gennem kunst- og kulturprojekter, praktiske opgaver og events. Her kan unge indgå i meningsfulde fællesskaber, styrke deres mentale trivsel og opleve handlekraft i eget liv.

Kreative fællesskaber skaber nye muligheder

Projektet bygger videre på de positive erfaringer fra det tidligere forløb KORN180, hvor unge med udfordringer har vist stor glæde og engagement i samarbejder med frivillige og lokale aktører. Deltagelsen har givet dem mod til at indgå i fællesskaber og troen på, at de har noget at bidrage med.

I det nye projekt bliver de unge medskabere af events som langbordsmiddage, markeder og scenografiske installationer – blandt andet i samarbejde med Esbjerg Festuge, Energiens Folkemøde og Tall Ship. Her får de mulighed for at bruge deres idéer, hænder og stemmer i trygge, kreative rammer.

Som afslutning designer deltagerne en fotobog med billeder og fortællinger fra årets events – et synligt bevis på deres bidrag og udvikling. Det styrker ejerskab, fællesskab og fremtidigt mod. I alt forventes 30 unge at deltage i projektet.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps