Nyhed 18.10.2018

Søfolks ensomhed skal belyses

En ny undersøgelse skal se på ensomhed blandt danske søfolk. Der er særligt fokus på ledere og de yngre sejlende, der er fremtidens ledere om bord. Undersøgelsen skal føre til ny viden og formidling, der kan være med til at bryde et tabu og sikre en bedre forebyggelse, så søfartserhvervet fortsat er et attraktivt valg i fremtiden. Velliv Foreningen støtter projektet med 660.000 kr.
Ensomhed til søs - søfolks trivsel

Det kan være en ensom tjans at være leder på et skib. Nu skal ensomhed til søs for første gang belyses i en undersøgelse. Resultatet kan skabe mere åbenhed om nogle af de særlige udfordringer, der er i arbejdslivet til søs – og hvordan de kan løses.

I undersøgelsen vil der også blive kigget på, hvordan yngre sejlende på skibene udfordres af ensomhed.

Bag undersøgelsen står Connie S. Gehrt. Hun var i 10 år direktør for Søfartens Arbejdsmiljøråd, og er i dag direktør i konsulentfirmaet CONOVAH, der beskæftiger sig med arbejdsmiljø i den maritime branche.

”Ensomhed er ikke noget vi taler så meget om, for det er ikke fedt at erkende, at man i større eller mindre grad føler sig ensom. Undersøgelsen skal skabe viden, som søfolk, rederier og uddannelsesinstitutioner kan bruge til at reducere ensomhed blandt de ansatte på skibene,” fortæller Connie S. Gehrt.

Det psykiske arbejdsmiljø til søs og den mentale sundhed blandt søfolk har en stigende bevågenhed i den maritime branche. Undersøgelsen fra CONOVAH vil blive fulgt af en følgegruppe med repræsentanter for de søfarende, rederier og uddannelsesinstitutioner.

”Når vi får mere viden om ensomhed til søs, så ved vi også mere om, hvordan vi kan forhindre den. Samtidig er det ikke alle søfolk, der føler sig ensomme, så vi vil også se på, hvad det er, der ser ud til at virke godt i netop søfart. Det vil være værdifuldt for alle i branchen, og det vil være et redskab, der kan fastholde og tiltrække nye søfolk og forebygge ensomhed,” siger Connie S. Gehrt.

Velliv Foreningen vil fremme mental sundhed i arbejdslivet

Velliv Foreningen giver almennyttig støtte til projekter, der fremme mental sundhed. Særligt i arbejdslivet. Undersøgelsen af søfolks ensomhed støttes med 660.000 kr. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter.

”Det er vigtigt ikke kun at tale om, at det kan være ensomt at være leder eller ung til søs. Vi er nødt til at vide mere om problemet for at kunne blive i stand til at forebygge på området. Derfor har vi valgt at støtte undersøgelsen af søfolks ensomhed og ser frem til, at resultaterne kan være med til at fremme mental sundhed til søs,” siger Peter Gæmelke, formand for Velliv Foreningen.

Yderligere oplysninger

Connie S. Gehrt, direktør, CONOVAH, 40141084.
Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent, Velliv Foreningen, 22600718.

Om undersøgelsen
Projektperioden er 1. oktober 2018 til 31. marts 2020. Projektets målgrupper er de sejlende, uddannelsesinstitutionerne og rederierne. Der er tale om en kvalitativ undersøgelse, der skal munde ud i anbefalinger og vejledende materiale.
CONOVAH er ansvarlig for projektet og dets udførelse, og der nedsættes en følgegruppe, der skal følge projektet. Læs mere på www.conovah.com

Fakta om Velliv Foreningen
Velliv Foreningen har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i pensionsselskabet Velliv. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til pensionsselskabet Velliv.
Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depression.
Den 1. oktober 2018 skiftede Foreningen Norliv navn til Velliv Foreningen samtidig med, at Nordea Liv & Pension skiftede navn til Velliv.

Læs mere om støttemulighederne her