På mødet deltog:
- Hannah Maimin Weil, stifter og kommunikationskonsulent på projektet ”Pårørende på job”
- Karen Albertsen, arbejdsmiljøforsker Team Arbejdsliv
- Maria Khalilpour, HR Partner Aller Media Danmark
- Charlotte Aagaard Knudsen, pårørende og repræsentant i advisory boardet på projektet "Pårørende på job"
Hvad kan arbejdspladsen gøre, når en medarbejder oplever, at deres søn eller datter får fx angst, en depression eller en spiseforstyrrelse? Hvordan kan man i fællesskab forebygge, at medarbejderen selv får mentale helbredsproblemer, og det ender med en sygemelding? Panelet talte om det krydspres man ofte ender i mellem barn og arbejde. Hvad kan både den ansatte selv og lederen gøre for at undgå, at forældre selv blive syge, må sige op eller bliver fyret.
I webinaret talte deltagerne om de forhold, der gælder alle pårørende, men også begreber som skyld og skam, der især kan være på spil hos forældre til børn og unge i psykisk mistrivsel.
De pårørendes belastninger
Forsker Karen Albertsen kunne fortælle, at den litteratur der er tilgængelig, i lille grad er målrettet forældre med mentale helbredsproblemer, men mere generelt det at være pårørende. Forældrene er voldsomt belastede, og der er konflikter begge veje. Det er hele familien, der bliver berørt af det. Det er først og fremmest en voldsomt følelsesmæssig belastning - både barnets og sin egen krise og måske søskendes krise. Der er derudover en stor logistisk opgave med møder om barnet og behandlersystemet. At have et barn der er i psykisk mistrivsel er præget af høj grad af uforudsigelighed. Det kan ændre sig fra dag til dag. Hvis det for eksempel er et ungt menneske med voldsom angst, kan der være behov for at man er tilgængelig på en telefon. Og måske har det unge menneske brug for akut hjælp. Det betyder at man mister kontrol, og kontrol er en af de vigtige ting i forhold til stress.
De sociale relationer bliver også påvirket. Man har brug for støtte fra omverdenen, men ofte trækker man sig, fordi det kan være svært at være sammen med kollegaer og venner på normale betingelse. Man er selv i krisetilstand og kan ikke snakke small talk, fordi det andet fylder for meget, og samtidig vil man heller ikke belaste andre med sine problemer. Måske er der også noget tabu forbundet med det - skam og følelse af, at man ikke slår til som forælder, og det har man ikke lyst til at udbasunere.
Det kan betyde massive arbejds- og/privatlivskonflikter, angst PTSD, kortere eller længere sygemeldinger. - at man må finde et andet arbejde, gå ned i tid.
Forskellige belastninger i forskellige perioder
Charlotte Aagaard Knudsen er pårørende til en dreng med infantil autisme. Hun kunne fortælle om forskellige belastninger i forskellige perioder. I starten var det de følelsesmæssige belastninger og stor usikkerhed. Hun blev selv sygemeldt i en periode, og kom langsomt tilbage. Det betød meget, at arbejdspladsen gav mulighed for langsomt at komme tilbage.
Charlotte kunne også genkende de mange møder med skole, PPR, kommune osv. som betyder, man skal have meget fri, det kræver fleksibilitet og gode aftaler med chefen om hjemmearbejde, arbejde aften og i weekend. Det Charlotte ser i dag arbejdspladsen på mange måder som et fristed, hvor man kan have en følelse af normalitet. Arbejdet spiller en rolle i at man i nogen grad kan få normaliseret sit liv.
Kultur og redskaber til lederne
HR Partner Maria Khalilpour vil gerne arbejde mere med emnet. For hende handler det om at bryde tabuet, og skabe en kultur, hvor det er ok at tale om, det der fylder. Og så skal lederne selvfølgelig hjælpes med redskaber til at gennemføre, hvad der kan være svære samtaler. Det er i arbejdspladsens interesse, at medarbejderen har det godt, og gøre noget inden det ender med en sygemelding.
