Nyhed 3.07.2020

Onlinemøder en fordel for sælgere - men ikke sygeplejersker

Fem faggrupper har oplevet COVID-19-nedlukningen meget forskelligt, og de forskellige oplevelser har følgelig haft en meget varieret betydning for deres trivsel.
Fordeling af svar på spørgsmålet: "Blevet mere glad som følge af min arbejdssituation"

De første resultater af et studie af COVID-19-krisens betydning gennemført af Aalborg Universitet og konsulenthuset DISCUS, støttet af Velliv Foreningen, er nu gennemført.

Da covid-19 pandemien for alvor ramte Danmark i begyndelsen af marts 2020, medførte det en øjeblikkelig og omfattende nedlukning af mange danske arbejdspladser. Siden anden verdenskrig, er der ikke sket så pludselige og omfattende ændringer af arbejdsvilkår, arbejdsorganisering, sociale relationer og arbejdsmarkedsforhold, som under Corona-nedlukningen i foråret 2020. Det er derfor væsentligt at dokumentere, studere og analysere dette enestående øjeblik i dansk og international arbejdslivshistorie.

Der er tale om et forløbsstudie med 100 respondenter over en periode fra 1. april 2020 til 30. september 2021 med fem faggrupper, som er interessante for hver sin arbejdslivssituation og arbejder i hhv. den offentlige og private sektor:

  • Sygeplejersker
  • Ansatte i dagligvarebutikker
  • Skolelærere
  • Liberale erhverv: advokater, ejendomsmæglere m.v.
  • Ansatte i hotel- og restaurationsbranchen

Der er både gennemført interviews og en spørgeskemaundersøgelse. 

Der er både fælles og forskellige erfaringer i de fem faggrupper. Det væsentligste fællestræk er, at COVID-19 har forhindret tidligere fysiske interaktioner og medført nye former for interaktioner. Alle fem faggrupper har oplevet mindre social kontakt under Corona-nedlukningen, uanset om de har været udearbejdende, hjemmearbejdende eller hjemsendte. Sygeplejersker og butiksansatte skal holde fysisk afstand til patienter og kunder. Skolelærere overgik til online fjernundervisning. Advokater, ejendomsmægler m.v., har afholdt digitale møder.

Men onlinemøder har oplevedes meget forskellige i de forskellige brancher. For sygeplejersker bliver online- eller telefonsamtaler bliver ikke opfattet som en velegnet erstatning for fysiske møder og bringer samtidig frygt for, at digitaliseringserfaringerne fremover vil medføre yderligere effektiviseringer og besparelser. Mens andre brancher oplever dem som et plus fordi de er mere effektive.

Det vi sælger, er jo tid, så vi vil gerne have minimeret tiden, vi bruger i en sag, for så stiger vores dækningsbidrag. Så det vil sige, at de Zoom-møder gør, at alle de almindeligheder, og at man lige skal have talt sig varm, det kan du ikke. Det er lige på og hårdt. Det tror jeg egentlig, at mange i advokatbranchen synes, er rigtig fint.

Trivslen under COVID19-krisen

Forskerne har også undersøgt respondenternes trivsel og følelsesmæssige reaktioner på den forandrede arbejdssituation. Krisens konsekvenser for den mentale trivsel har været meget varierende. Generelt er de hjemsendte i hotel- og restaurationsbranchen mest påvirket i form af følelser af ensomhed, men også oplevelsen af mere utryghed og af at kede sig mere. Men samlet set er de fem grupper blevet mere glade som følge af den ændrede arbejdssituation. De mest positive er ansatte i de liberale erhverv og i dagligvarebutikker, hvor henholdsvis 47 procent og 46 procent angiver at være helt eller delvist enige i, at de er blevet mere glade.

For sygeplejersker og ansatte i dagligbutikkerne har Corona-krisen på den ene side medført større anerkendelse af deres arbejde, hvilket påvirker den mentale sundhed positivt, men på den anden side også en oplevelse af mere stress i arbejdet.