Nyhed 22.03.2019

Nordisk investorpris til Velliv Foreningen

Velliv Foreningen har vundet prisen som årets nordiske influencer på området for institutionelle investorer. Prisen er givet for Velliv Foreningens transparente og demokratiske omdannelse af pensionsselskabet Velliv til et kundeejet selskab.
Certificate of Award: Influencer of the year 2019 - Lars Wallberg, Velliv Foreningen

Hvert år udpeger de nordiske professionelle investorer, som f.eks. pensionskasser, de mest fremtrædende personer og virksomheder i branchen. Det er kun branchens aktører, der nominerer og efterfølgende stemmer på de nominerede. Derfor betegnes prisen også som en ”Peer-to-Peer Award”.

Det er magasin- og konferencevirksomheden Institutional Investor, der står for kåringen. Institutional Investor er et anerkendt medie blandt institutionelle investorer i Europa og USA.

Prisen ”Influencer of The Year 2019” gik til Velliv Foreningen. Bag den lidt kryptiske titel på prisen, gemmer sig en anerkendelse af den måde som foreningens repræsentantskab, bestyrelse og sekretariat har håndteret købet af Velliv (tidligere Nordea Liv & Pension) og omdannelsen af Velliv til et kundeejet selskab med meget transparent selskabsledelse. Hvilket bl.a. er karakteriseret ved, at Velliv Foreningens repræsentantskab udpeger syv af de 13 medlemmer af Vellivs bestyrelse. På denne måde får foreningens medlemmer, der er kunder i Velliv, indflydelse på deres pensionsselskab.

”Hele holdet i Velliv Foreningen er meget beærede over at have vundet prisen som Influencer of The Year. Det er en endnu en motivation til at fastholde og fortsætte den udvikling, der har været i gang siden Velliv Foreningen blev stiftet i 2015, og har ført til, at foreningen er majoritetsejer af Velliv,” siger Lars Wallberg, direktør for Velliv Foreningen, der modtog prisen på Institutional Investors Nordic Summit i Stockholm.

Med kåringen som årets influencer i Norden går Velliv Foreningen videre til den europæiske ”finale” i efteråret, hvor der kåres en samlet vinder.