Nyhed 28.10.2020

Illustrerede fortællinger om forvirring, isolation og en ny hverdag

Fire illustrerede fortællinger om beboere i Taastrupgaards oplevelser under corona-nedlukningen er nu klar. Fortællingerne er støttet af Velliv Foreningens Akutpulje med 50.000 kr.
Tanke-Streger.dk illustration af corona oplysninger på sociale medier

Taastrupgaard er et alment boligbyggeri, der figurerer på regeringens såkaldte “ghettoliste”. Derfor blev der i 2016 igangsat et nedrivnings- og ombygningsprojekt af området. Forskningsprojektet STRIT (Sundhed, trivsel og relationer i Taastrupgaard) undersøger trivslen hos de ældre beboere under ombygningen. Billedkunstner og grafisk facilitator Mette Jeppesen, der har konsulentvirksomheden Tanke-streger, har været tilknyttet projektet i forhold til visuel formidling.

Forskerholdet ønskede under corona-nedlukningen at fastholde kontakten til det netværk, der var etableret hos beboerne i området. Derfor besluttede de at undersøge, hvordan beboerne oplevede situationen. Historierne skulle formidles via tegnede fortællinger, der kunne samles til et materiale til Taastrupgaards beboere med deres udfordringer og løsninger på situationen. Velliv Foreningens Akutpulje har støttet visualiseringen af beboernes fortællinger, der nu er klar til udgivelse.

Fortællinger med deres egne stemmer  

Temaerne og indsigterne fra interviewene er omsat til fire grafiske fortællinger om beboernes oplevelser fortalt fra deres perspektiv.

- Jeg har været med hele vejen og været flue på væggen med min pen og min blok under forskernes kvalitative interviews med beboerne, fortæller Mette Jeppesen. Fortællingerne skal oversættes til urdu, tyrkisk, arabisk, inden de trykkes og uddeles i boligområdet.

- Deltagerne har godkendt fortællingerne. De føler, de er blevet set og hørt, og blev meget berørte under fremvisningen af tegningerne. Deres stemmer har generelt været fraværende i debatten. Det er mennesker, der bliver talt om og undertiden talt ned til, men hvis egne stemmer vi sjældent lytter til. Det har derfor været vigtigt for mig, at tegningerne formidler deres stemmer så tydeligt og loyalt som muligt, siger hun. 

Styr på håndhygiejnen

Fortællingerne viser, hvordan beboerne har oplevet forvirring, isolation og udfordringer med at finde fodfæste i en ny og anderledes hverdag. Der har været usikkerhed omkring familiers indtægter og frygt for at miste arbejde. Men de fleste har formået at organisere en hverdag, der fungerer med begrænset social kontakt. Mange har mødtes med deres familiemedlemmer eller bedste venner uden for i lokalområdet, gået ture og eller mødtes i de lokale nyttehaver. 

Tilblivelsesprocessen har også givet indsigter i forhold til at følge myndighedernes anvisninger.  

- Beboerne har fuldt ud styr på sundhedsmyndighedernes anvisninger og anbefalinger om god håndhygiejne, at holde afstand og blive hjemme, hvis man har symptomer på Covid-19. Nogle har fået informationerne direkte fra de danske sundhedsmyndigheder, mens de med et begrænset dansk, har fået informationer via deres oprindelseslandes tv-formidling og yngre familiemedlemmer, som har kunnet oversætte for dem. Det har betydet, at nogle beboere har efterlevet mere restriktive forholdsregler end de officielle danske, fordi eksempelvis Tyrkiet har haft udgangsforbud, siger Mette Jeppesen. 

Materialet vil, når det er oversat, foruden uddeling i Taastrupgaard også blive gjort tilgængeligt for flere via download på KL hjemmeside.