Nyhed 16.07.2021

Ikke mere macho – nu taler vi om det

KW Betonteknik A/S har netop afsluttet et projekt, der skal styrke den mentale sundhed og gøre op med macho-miljøet på arbejdspladsen.
IMG_3675.png

Fem ansatte hos KW Betonteknik A/S har fået en ekstra titel på deres visitkort: De er klædt på til at være virksomhedens trivselsagenter.

Oplæringen af de nye trivselsagenter er en del af et projekt, som Velliv Foreningen støtter med 633.000 kr. Formålet er at gøre op med en barsk håndværkerkultur, hvor mental sundhed ofte er et tabu. Jan Johannsen, som er projektleder i KW Betonteknik, fortæller:

 Vores håndværkere går ikke over til hinanden og siger ’Nå, hvorfor er du ked af det i dag?’. Tonen er hård i vores branche, og vi snakker ikke så meget om de svage sider. De nye trivselsagenter er blevet lært op i at få øje på de medarbejdere, der ikke har det 100 procent godt. De har fået redskaber til at spørge ind og tilbyde hjælp.

Trivselsagenter spotter problemer

De fem nye trivselsagenter har forskellige baggrunde – lige fra ledere til timelønnede. En ekstern konsulent har klædt dem på til at spotte mentale problemer hos deres kolleger og til at reagere på dem. Undervejs har de arbejdet med personlighedsprofiler og øvet sig i en række værktøjer til at læse adfærd, spørge ind til kolleger og tage hånd om stress.

På trods af corona, som har betydet afbræk og online undervisning, er trivselskonsulenterne blevet lært godt op til opgaven. Det fortæller Thomas Hansen, som er formand og nu også trivselsagent:

Som trivselsagent har jeg lært at spotte de medarbejdere, der har problemer, og tage kontakt. Det handler om at bruge de relationer, du har ude på det enkelte sjak. Vi kender jo hinanden, og ved, hvordan den enkelte skal tages. Jeg tror, at projektet kommer til at give bedre trivsel – at vi får løst nogle problemer og oplever, at vi kan hjælpe hinanden.

Thomas Hansen fortæller også, at KW Betonteknik altid har haft fokus på arbejdsmiljø og har et godt sammenhold på arbejdspladsen. Man kender sine kolleger og deres familier. Men hvor den fysiske sikkerhed har fyldt mest, er fokus nu som noget nyt på det mentale arbejdsmiljø.

Personlige problemer er tabu

Netop opgøret med den hårde tone og ambitionen om at blive bedre til at tale om det svære, er én af grundene til, at Velliv Foreningen har valgt at støtte projektet. Lars Bo Pedersen, som er programchef for Velliv Foreningen, siger:

Tonen er hård, og det er tabu at tale om personlige problemer i håndværkerbranchen. Jeg synes, det er fantastisk, at KW Betonteknik har modet til at gøre op med en macho-kultur og sætte fokus på den mentale sundhed. Jeg tror, det er nøglen til god trivsel.

Projektet blev afsluttet den 3. juni med et fælles møde for alle ansatte, hvor trivselsagenterne blev præsenteret. Fremover vil KW Betonteknik arbejde med at udbrede erfaringerne fra projektet til andre virksomheder i deres lokalområde.