Billedet af den nedslidte, stillesiddende pensionist dominerer stadig vores tanker om pensionering, selv om virkeligheden for rigtig mange ældre er en helt anden. I dag fortsætter flere og flere ældre med at arbejde, efter de er nået pensionsalderen, og det betyder, at vi ikke længere kan nøjes med one size fits all-løsninger. Projektet Seniorpraksis er støttet af Velliv Foreningen og baseret på videnskabelig etnografisk dataindsamling i forbindelse med feltarbejde blandt seniormedarbejdere på danske virksomheder.
Værktøjer til arbejdspladserne
I løbet af de næste år sker der en ændring af alderssammensætningen på det danske arbejdsmarked. Pensionsalderen stiger, generationerne bliver mindre, og der bliver flere ældre på arbejdsmarkedet. Derfor er det nødvendigt for arbejdspladserne med en strategi for fastholdelse og rekruttering af de erfarne medarbejdere. Kulturen på arbejdspladsen er afgørende for at sikre en god senkarriere og for at forlænge arbejdslivet – og kulturen skabes på mange måder på ledelsesgangen.
Det kan være følsomt og tabubelagt at tale om alder på arbejdspladsen. Forskning viser, at alder kan spille en positiv rolle i arbejdslivet, hvis man formår at skabe en konstruktiv og anerkendende dialog. Måske har arbejdspladsen allerede en seniorpolitik, men den kan være svær at omsætte til praksis. Samtaler om alder, senkarriere og pensionsovergangen er ofte afgørende for, at den enkelte medarbejders kompetencer og faglige potentiale kan blive forløst. Desuden kan samtalen højne den mentale sundhed, ligesom den kan hindre pludselig og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Derfor har projektet udviklet et værktøj, der kan danne afsæt for sådanne samtaler mellem leder og medarbejder.
Den erfarnes egen forberedelse
Der er også mange af de ældre medarbejdere, der undgår at tale åbent om pensionering, fordi de er bange for, at det kan få negative konsekvenser for deres opgaver eller ansættelse. Nogle gange er den bekymring reel, men lige så ofte handler det om, at de erfarne medarbejdere bliver påvirket af den negative fortælling om alder og nedslidning, som cirkulerer i samfundet og på arbejdspladserne. Det går ud over trivslen og den mentale sundhed. Megen forskning peger på, at det er vigtigt at forberede, hvordan man vil arbejde i den sidste del af arbejdslivet, og hvordan man forestiller sig overgangen til pensionslivet. Den forberedelse foregår privat, men tit bliver man også overrasket over, hvad der kan lade sig gøre på ens arbejdsplads, hvis du og din leder formår at indlede en dialog om det. Alt for mange går på pension uden at have afklaret, om de selv og deres arbejdsplads kunne have haft glæde af en anden løsning.