Gå til sidens indhold
Mental sundhed

643 arbejdspladser fejrer Danmarks Mentale Sundhedsdag

Torsdag 8. oktober er det igen Danmarks Mentale Sundhedsdag. Det vil 643 arbejdspladser fejre med events, der fremmer mental sundhed.

IMG_4907.jpg

Velliv Foreningen har igen i år inviteret arbejdspladser til at fejre ”Danmarks Mentale Sundhedsdag” torsdag den 8. oktober. Siden juni har alle landets arbejdspladser kunnet søge om støtte på op til 10.000 kr. til et event, der med samtale og læring fremmer mental sundhed på arbejdspladsen.

Velliv Foreningen har modtaget ikke mindre end 1.075 ansøgninger. Et uddelingsudvalg bestående af 12 eksperter inden for mental sundhed i arbejdslivet har sammen med Velliv Foreningen udvalgt 643 modtagere af støtte for et samlet beløb på 6.400.000 kr.

8. oktober er Danmarks Mentale Sundhedsdag, men arbejdspladserne har mulighed for at afvikle arrangementet mellem den 3.-11. oktober. Masser af medarbejdere vil i perioden deltage i events om mental sundhed på arbejdspladser i alle brancher over hele landet.

Det er både helt små arbejdspladser med en håndfuld ansatte og arbejdspladser med flere hundrede medarbejdere, der har søgt modtaget en donation, og hele landet er repræsenteret.

Der er søgt til mange forskellige aktiviteter. Fra klassiske foredrag, til et event, hvor arbejdspladsen skal lære at se naturen som en del af hjemmekontoret under hjemsendelse, eller et teambulding-event med fokus på samarbejde og kommunikation, der skal afhjælpe, at hjælpsomheden kan forsvinde i travlheden.

 

Uddelingsudvalget bestod af:

 

Karina Find, Uddannelsespolitisk konsulent, FOA

Janne Skakon, Ph.d. Erhvervspsykolog, KU

Maj Britt Dahl Nielsen, Seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed

Peter Hamborg Faarbæk, Konsulent, 3F

Signe Tønnesen Bergmann, Chefkonsulent, Lederne

Søren Bjerregaard Kjær, Arbejdsmiljøkonsulent, Dansk Magisterforening

Yun Ladegaard, Ph.d. Erhvervspsykolog, Psykologi, KU

Maria Dahl, Arbejdsmiljøkonsulent, Dansk Erhverv

Rikki Hørsted, Selvstændig

Anne Kirk, Leder for Tidlig Indsats, Arbejdsmiljø København

Henriette Bjørn, Forskningschef, NFA

Regitze Siggaard, Sundhedsstrateg, Velliv