Nyhed 6.05.2020

10 mio. kr. fra Velliv Foreningen styrker akut den mentale sundhed 263 steder

Velliv Foreningens akutpulje er nu fordelt mellem ansøgerne. I alt har 263 ansøgere rundt om i hele landet fået glæde af puljen.
TUT-øjenkontakt-red.jpg

Kort før påske iværksatte Velliv Foreningen en akutpulje, som civilsamfundsorganisationer, lokale borgerinitiativer og mindre virksomheder kunne søge om midler til nye initiativer eller til at genstarte eksisterende aktiviteter, der har været lukket på grund af Coronakrisen. Sekretariatet har i alt modtaget 556 ansøgninger i løbet af de tre uger, puljen har været åben, heraf har ca. halvdelen modtaget en bevilling. 

En række store danske hjælpeorganisationer har søgt og modtaget bevillinger til lokale og nationale initiativer. Flere af dem er økonomisk pressede i disse uger, da deres vante indtjeningskilder som cafeer og genbrugsbutikker er lukkede. Således har Kirkens Korshær modtaget 16 bevillinger og KFUM’s Sociale Arbejde 7 bevillinger, mens SIND har modtaget 11 bevillinger, og Red Barnet har modtaget 11 bevillinger.

Flere frivilligcentre har modtaget donationer fra puljen til indsatser, der skal styrke særligt sårbare borgeres mentale sundhed. Det skal ske med telefoniske eller digitale aktiviteter eller udendørs med god afstand, når Danmark begynder at åbne igen. Det gælder blandt andet centrene i Billund, Favrskov, Rudersdal, Skive og Helsingør. I samme boldgade er der givet støtte til en række foreninger, der arbejder med indsatser i forhold til mental sundhed. Det drejer sig blandt andet om Angstforeningen, Depressionsforeningen, Alzheimerforeningen og Hjerneskadeforeningen.

En håndfuld boligforeninger og musikere og artister har fået midler til aktiviteter, der kan sprede optimisme og glæde hos især ældre og plejehjemsbeboere. Blandt andet klovnene Tut & Tut, der normalt spreder liv inde på plejehjemmene. De står nu står klar med Corona-besøg med glæde, smil og tæt øjenkontakt gennem vinduesruderne.

Mental sundhed i små og mellemstore virksomheder

Virksomheder har også kunne søge Akutpuljen. En af dem, der har søgt, og fået tildelt midler er Aalborg-virksomheden Aviatec. Virksomheden har mistet omsætning under krisen, og medarbejderne er sendt hjem på fordeling (1 uge på dagpenge, 1 uge på arbejde) for at forebygge fyringer. Derfor ønsker ejerne at gøre en indsats for de 14 medarbejdernes mentale trivsel. De vil gerne bygge videre på de samtaler, man havde, da virksomheden deltog i Danmarks Mentale Sundhedsdag sidste år. Der vil være et tilbud om individuel coaching, og workshop i hold om samarbejde og motivation. Det hele sluttes af med en opsamlings- og teambuilding-dag, når alle er tilbage.

En anden virksomhed, der har modtaget akutmidler, er Odense Zoo, der lige nu er lukket for gæster, og ansatte er sendt hjem med lønkompensation fra staten. Medarbejderne oplever usikkerhed og mistrivsel på grund af de usikre fremtidsudsigter i forhold til genåbning. Ønsket er at klæde medarbejdere og ledere på til at kunne håndtere situationen gennem en række ”fyraftensmøder” med en ekstern autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Første donation til Grønland

Det bliver også via Akutpuljen, at Velliv Foreningens for første gang støtter et projekt i Grønland. Nemlig på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut, som gennem det erhvervspsykologiske rådgivningsfirma Xsystems ApS har søgt støtte til et projekt, der skal bidrage til et bedre psykisk arbejdsmiljø generelt på højskolen. Højskolen har store udfordringer med at håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Over halvdelen af de unge mennesker på skolen har været udsat for seksuelle overgreb, og har forskellige misbrug med i bagagen. Coronakrisen rammer derfor et i forvejen belastet miljø og psykisk arbejdsmiljø. Fire webinarer, samt ledersparring, skal hjælpe personalet til at kunne håndtere de unge og deres reaktioner og frustrationer i forbindelse med krisen.

Se den fulde liste over donationsmodtagere her.