Manøvredygtige NGO'er med høj trivsel
Børns Vilkår vil sikre god psykisk trivsel i en kommende periode med stor vækst og forandringer i de ansattes arbejdsliv. Derfor har organisationen taget initiativ til et projekt, der skal understøtte den gode mentale sundhed og udvikle ledelsesmetoder, som også andre NGO’er får mulighed for at drage nytte af.
Ansatte i NGO’er er ofte mennesker med et stærkt behov for at gøre en forskel i verden. Samtidig er NGO’er kendetegnet ved at være komplekse organisationer, der skal tilpasse sig hurtigt skiftende vilkår og muligheder. Det kræver meget af NGO’ernes ansatte og deres ledere, når de sammen skal være konstant ”omstillingsparate” – og huske at holde fri, selv om de er mere arbejdspassionerede end de fleste.
Børns Vilkår er en typisk NGO, men organisationens mere end 100 medarbejdere står foran en stor organisatorisk forandring. Et traditionelt ledelseshierarki vil lade sig udfordre til fordel for en ny struktur, hvor medledelse og decentrale beslutninger skal skabe øget innovation og trivsel i en netværksbaseret organisation.
”Vi vil sikre os, at de store forandringer vi står foran, ikke fører til psykisk mistrivsel - samt at vi har en organisation, der kan følge med i omverdenens høje forandringstempo. I løbet af de kommende år vil vi udvikle og måle på forandringen af vores organisation. Vi skal måle på forandringshastighed, organisationens smidighed og medarbejdernes oplevelse af selvbestemmelse og meningsfuldhed,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
For at gennemføre processen vil Børns Vilkår samarbejde med Implement Consulting Group og undervejs vil erfaringerne blive opsamlet og delt med de andre danske NGO’er.
Børns Vilkårs indsats modtager 472.000 kr. i støtte til projektet fra Velliv Foreningen.
Problem
Store organisatoriske forandringer kan være præget af kompleksitet og påvirke medarbejdernes mentale sundhed. Børns Vilkår vil med dette projekt sikre god psykisk trivsel i en kommende periode med stor vækst og forandringer, hvor et traditionelt ledelseshierarki vil lade sig udfordre til fordel for en netværksbaseret organisation. Projektets formål er at klæde ledere og medarbejdere på til enkeltvis og i fællesskab at fremme den mentale sundhed på arbejdspladsen.
Målgruppe
Den primære målgruppe for projektet er medarbejderne i Børns Vilkår, som består af mere end 100 personer. Projektet har desuden en sekundær målgruppe i form af øvrige danske NGO’er, der arbejder med netværksledelse, da erfaringer og ledelsesmetoder vil blive delt hertil.
Metode
Projektet bygger på nyere organisationslitteratur med fokus på udvikling af en netværksbaseret organisation. Dette vil med stor sandsynlighed fremme engagementet og ejerskabet blandt medarbejderne og ledelsen, som i sidste ende kan føre til bedre mental sundhed blandt medarbejderne. Projektet vil involvere hele organisationen over 1½ år, hvilket styrker chancerne for, at der kan skabes varig effekt af indsatsen.
Vision
Projektet er af innovativ karakter, da det udfordrer den traditionelle hierarkiske organisationsforståelse ved at implementere en mere netværksbaseret kultur som en vej til en sundere organisationskultur. Dette indebærer en højere grad af klarhed i opgaver og forventninger, ansvarsfordeling samt en opfattelse af, at det medarbejderen bidrager med, har stor betydning for organisationens virke.
Potentiale
Projektet har et relevant og langsigtet perspektiv. Projektet har et stærkt organisatorisk ophæng og der er stor sandsynlighed for, at indsatsen forankres efter endt implementering. Børns Vilkår gennemfører processen i samarbejde med Implement Consulting Group og undervejs vil erfaringerne blive opsamlet og delt med de andre danske NGO’er.