Integration af flygtninge fra Ukraine på danske arbejdspladser (foranalyse)
Konsulentvirksomheden Discus modtager 479.370 kr. i bevilling fra Velliv Foreningen til at foretage en analyse af integrering af Ukrainske flygtninge på danske arbejdspladser.
Ukrainere ansættes på danske arbejdspladser
Antallet af ukrainske flygtninge i Danmark er steget, hvilket også betyder at der ansættes flere og flere ukrainske statsborgere, på de danske arbejdspladser. Det sætter krav til arbejdspladserne om, at sikre ordentlig integration og inklusion af ukrainske medarbejdere. Men hvordan gør man det? Og hvordan sikre man sig samtidig at der tages hensyn til de ukrainske ansattes eventuelle traumer?
Konsulentvirksomheden Discus vil i samarbejde med seniorforsker Frederik Thuesen fra VIVE og Einar Baldursson, lektor i Arbejdspsykologi ved Aalborg Universitet, foretage en analyse af netop dette. Derfor har samarbejdspartnerne modtaget 479.370 kr. i bevilling af Velliv Foreningen til en analyse, som bl.a. skal belyse mulighederne for, at forbedre ukrainske flygtninges mentale sundhed på arbejdet.
(For)analyse som kortlægning
Ansøger og direktør hos Discus, Jens Hørby Jørgensen, skriver: "Tusindvis af ukrainere skal i de kommende måneder ud på danske arbejdspladser. Flere af de elementer, som forskningen peger på, er vigtige for en vellykket integration, er allerede på plads, f.eks. hurtigt adgang til arbejdsmarkedet, mangel på arbejdskraft, og stor velvilje i den danske befolkning. Men hvordan sikrer vi ikke alene ansættelse af ukrainske flygtninge, men også gode integrationsprocesser på arbejdspladserne? Det vil vi kortlægge i denne analyse.".
Datagrundlaget for analysen skal indsamles på 25 danske arbejdspladser, der har ansat flygtninge fra Ukraine, samt i kommuner og brancheorganisationer. Ved projektets afslutning afholdes et åbent webinar, for alle interesserede, hvor resultaterne fremlægges. Da projektet består af en foranalyse, kan man i denne omgang ikke drage direkte konklusioner, men derimod kan man indsamle og fremlægge data. Desuden tillader en foranalyse at man ændrer strategi undervejs, baseret på de erfaringer man løbende danner sig.