Vedligeholdelse af fællesskab for vores brugere
Ansøger
Værestedet Café Paraplyen Høje Taastrup
Bevilling
DKK 47.045
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
Fokus på udvikling af fællesskab
Mange af Café Paraplyens brugere oplever ensomhed som en stor del af deres hverdag og har ofte ingen andre steder at gå hen. De har typisk ingen eller kun lidt tilknytning til arbejdsmarkedet og er ofte psykisk sårbare. Der er således fortsat behov for at støtte udviklingen af fællesskaber i caféen. Derudover kommer der løbende nye brugere, og det er vigtigt at fokusere på at inkludere dem i fællesskabet.
For mange af disse brugere kan højtiderne, især juletiden, være en særlig svær periode præget af ensomhed og mangel på sociale relationer.
Man ønsker derfor gennem dette projekt, at give dem mulighed for at deltage i julefejringen, uanset deres funktionsniveau. Det vil man gøre ved at tilbyde en række fælles juleaktiviteter for at skabe en tryg og inkluderende ramme omkring højtiden.
Juleaktiviteter og museumsbesøg
Aktiviteterne omfatter blandt andet besøg på julemarkeder, hvor brugerne kan opleve julestemningen sammen, og en traditionel juleaftensfejring den 24. december.
Udover de juleaktiviteter, der skal skabe glæde og fællesskab i december, planlægger Café Paraplyen også at arrangere et museumsbesøg i januar som en del af deres indsats mod ensomhed og social isolation.
Projektet har plads til 100 deltagere og er målrettet de borgere, der allerede benytter sig af værestedets tilbud.