Uddannelse af Peer-Frivillige

Ansøger
Sind-Værestedet Stoppestedet
CVR-nr: 25232941Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
Et stærkere netværk af peer-frivillige
I Odense findes der en stor gruppe mennesker, der har levet med psykisk sygdom eller sårbarhed i mange år og som gennem deres erfaringer har opbygget en masse viden og ballast.
SIND-Værestedet Stoppestedet har de seneste syv år uddannet peer-frivillige og ønsker at videreføre denne indsats. Uddannelsen giver de frivillige meningsfuldt indhold i hverdagen og styrker deres rolle i mødet med ligesindede – både i værestedet og i de aktiviteter, de tilbyder.
Målet med dette projekt er derfor at skabe et stærkere netværk af peer-frivillige, som både kan understøtte hinanden og være en vigtig støtte for andre brugere af værestedet. Det skal være et trygt rum, hvor alle føler sig mødt og forstået.
Tillid og spejling
Kurset forløber over seks uger og består af i alt 30 timers undervisning. Deltagerne bliver undervist i emner som kommunikation, konflikthåndtering og psykisk trivsel. Fokus er på at opbygge kompetencer og selvtillid, så de kan bruge deres egne erfaringer konstruktivt i mødet med andre.
Peer-indsatsen er baseret på tanken om hjælp fra én, der selv har gået vejen. Det skaber en særlig form for tillid og spejling, der kan være afgørende for mennesker i en sårbar livssituation.
Således styrker projektet ikke kun deltagerne, men hele miljøet omkring Sind-Værestedet. Når mennesker med egne erfaringer med psykisk mistrivsel træder frem som ressourcer, bidrager det til et stærkere fællesskab. Uddannelsen løber fra april 2025 til april 2026.