Rummeligheden 2.0 – et pilotprojekt for andengenerations Rummelighedsbrugere

Ansøger
FO-Aarhus
Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2025
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
Større forståelse og bedre trivsel
Kvinderne i forløb hos Rummeligheden står over for store familieproblemer, der mentalt tynger dem med bekymringer, angst og ængstelse. For mange påvirker det også fysisk, så de har søvnproblemer og må tage smertestillende eller beroligende medicin.
Deres udfordringer skyldes ofte, at deres børn eller (eks)mænd omgås love, regler, skolegang og normer skødesløst. Kvinderne forsøger at håndtere situationen, men har svært ved at sætte grænser.
Projektet vil derfor forsøge at komme denne udfordring til livs ved at tilbyde kvinderne workshops, hvor relevante fagpersoner skal give dem konkrete værktøjer til at navigere i deres hverdag. Her vil der være deltagelse af en familievejleder, en advokat og en dansk-syrisk forfatter. Målet er at skabe større forståelse, styrke kvindernes handlekraft og forbedre trivsel i deres familier.
Et nyt perspektiv
De planlagte workshops vil omfatte en bred vifte af relevante emner. Familievejlederen vil hjælpe kvinderne med at håndtere udfordringer i forhold til deres børn og ægtefæller, mens advokaten vil give dem indsigt i dansk lovgivning, som kan være en udfordring for mange med sprogvanskeligheder.
Derudover vil en dansk-syrisk forfatter dele sine erfaringer om at leve i to kulturer og de muligheder og udfordringer, det medfører. Dette kan give kvinderne et nyt perspektiv og inspiration til at navigere i deres eget liv.
Man forventer at 100 kvinder vil deltage i projektet, hvor ambitionen er at skabe et stærkt netværk, hvor de ikke blot får adgang til vigtig viden, men også oplever et fællesskab, hvor de kan støtte hinanden i en hverdag med mange udfordringer.