Mental trivsel gennem idræt til udsatte borgere på Grønland
Ansøger
RECOVERY BULLS Danmark
CVR-nr: 37803049Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2026 - 2027
Beliggenhed
Grønland og Færørerne
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
Udsatte får fællesskab og håb
RECOVERY BULLSs starter deres nye projekt UdsatteLigaen som afvikles på Grønland. Projektet henvender sig til personer, der lever med hjemløshed, afhængighed, kriminalitet eller psykiske og fysiske lidelser.
UdsatteLigaen skal give målgruppen mulighed for at deltage i organiserede fodboldaktiviteter og turneringer. Gennem sport, fællesskab og struktur skal deltagerne opleve øget trivsel og styrket social integration som en del af deres recovery-proces. I alt forventes omkring 100 personer at få direkte gavn af indsatsen, der både skal styrke fællesskabet og den enkeltes mentale sundhed.
Foreningen vil forud for projektet rejse til Grønland for at afholde workshops for lokale samarbejdspartnere og skabe netværk mellem sociale aktører, pædagoguddannelsen og frivillige for at sikre, at projektet forankres lokalt. Ambitionen er at skabe et bæredygtigt initiativ, der fortsætter efter projektperioden.
Partnerskaber baner vejen for varig forandring
En central del af UdsatteLigaen bliver udviklingen og implementeringen af en partnerskabsmodel, hvor lokale sociale institutioner, kommuner og frivillige organisationer arbejder sammen om at støtte deltagerne.
Gennem samarbejdet med uddannelsesinstitutioner får projektet samtidig et vigtigt pædagogisk ben, der kan bidrage til at udvikle fremtidige fagpersoner med indsigt i recovery-arbejde og social inklusion gennem idræt.
Håbet er at projektet kan blive et forbillede for lignende initiativer i Arktis og Norden. Med fodbolden som omdrejningspunkt vil organisationen skabe en platform, hvor mennesker i udsatte positioner ikke defineres af deres udfordringer men af deres mod, sammenhold og vilje til forandring.