Mental sundhed og Trivsel for udsatte borgere i Randers Kommune

Ansøger
SAM foreningen
CVR-nr: 33208898Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
En støtte til udsatte
I Randers Kommune oplever mange socialt udsatte borgere store udfordringer med mental sundhed, ensomhed og isolation. Målgruppen omfatter mennesker med psykiske lidelser, sociale problemer, misbrugserfaringer og begrænset netværk.
Hvor sociale fællesskaber for mange er en selvfølge, er de for denne gruppe ofte vanskeligt tilgængelige. Erfaringer fra væresteder og varmestuer samt lokale opgørelser peger på, at mange føler sig isolerede og savner relationer, der kan styrke deres trivsel.
Ensomhed og fravær af sociale netværk belaster den mentale sundhed og kan forværre angst, depression og fysisk inaktivitet. Udfordringen er særlig tydelig blandt yngre voksne, som ofte kæmper med at finde deres plads i samfundet, samt i det grønlandske fællesskab, hvor kulturelle og sociale barrierer yderligere kan forstærke isolationen. Dette projekt har derfor til formål at støtte denne målgruppe ved at arrangere en bred vifte af aktiviteter.
Meningsfulde fællesskaber
Indsatsen omfatter blandt andet rideleje, vandgymnastik, udflugter målrettet unge samt fællesspisninger for det grønlandske fællesskab i Randers. Aktiviteterne skal skabe nye muligheder for at deltage i meningsfulde fællesskaber.
Formålet er at reducere ensomhed, styrke sociale netværk og give deltagerne bedre forudsætninger for at håndtere psykiske udfordringer.
I alt forventes 200 borgere at tage del i aktiviteterne. Det brede indhold sikrer, at forskellige målgrupper får et tilbud, der passer til deres behov og interesser. Foreningen lægger særligt vægt på at skabe trygge rammer, hvor deltagerne kan mødes på tværs af baggrunde og opleve glæden ved fællesskab og fysisk aktivitet.