Ingen skal kæmpe alene med senfølger i Region Syddanmark

Organisationen Kvisten modtager en bevilling på 60.000 kr. fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal hjælpe flere voksne i Region Syddanmark, som lever med senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten.

Velliv_Lokal trivsel.png

Ansøger

Kvisten

CVR-nr: 30464192

Bevilling

DKK 60.000

Projektperiode

2025 - 2026

Beliggenhed

Syddanmark

Status

Igangværende

Pulje

Lokal trivsel

År

2025

Mere hjælp til voksne med senfølger

At være voksen med senfølger efter seksuelle overgreb kan betyde et liv præget af angst, depression og en gennemgribende følelse af skam og skyld. Mange kæmper med tillidsproblemer, social isolation og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen på grund af de psykiske og fysiske eftervirkninger af overgrebene.

Det nye projekt skal derfor give plads til, at 60 borgere kan få adgang til psykoterapeutisk behandling, enten individuelt eller i gruppeforløb, med fokus på at forløse traumer og styrke mental trivsel. Efterspørgslen på hjælp er stor i regionen, og mange står på venteliste til et forløb. Derfor ønsker Kvisten at udvide kapaciteten og sikre, at flere kan få kvalificeret støtte af frivillige behandlere med psykoterapeutisk baggrund.

Formålet med projektet er at reducere senfølger og give deltagerne redskaber til at opnå bedre livskvalitet, psykisk balance og handlekraft i hverdagen.

Styrkede frivillige og bedre hjælp 

Behandlingen i forløbet foregår i trygge omgivelser som sundhedshuse og frivilligcentre i deltagernes lokalområde. Kvisten har i forvejen to terapigrupper i Region Syddanmark – en mandegruppe i Kolding og en kvindegruppe i Odense – men projektet skal nu udvide mulighederne for individuel støtte i flere kommuner.

Som en del af projektet får de frivillige adgang til løbende supervision, kurser og efteruddannelse inden for traumer, senfølger og seksualitet. Denne opkvalificering skal sikre et højt fagligt niveau i behandlingen og samtidig styrke de frivilliges motivation og fastholdelse.

Derfor skal projektet også skabe et stærkere og mere bæredygtigt frivilligberedskab – og sikre, at flere udsatte borgere får den hjælp, de har brug for, når følgerne af overgreb fylder i voksenlivet.