Bryd voldscirklerne – 10 trin ud af vold og mistrivsel
Ansøger
Exitcirklen - Veje ud af psykisk vold
Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
En støtte til ofre for psykisk vold
I 2021 angav 2,5 pct. af befolkningen mellem 16 og 74 år, svarende til 108.000 ofre, at de havde været udsat for psykisk vold inden for det seneste år. Vold kan føre til alvorlige konsekvenser som ensomhed, depression, stress, selvskade, angst, lavt selvværd, mangel på sikkerhed og social isolation.
Det er således vigtigt at forebygge psykisk vold tidligt for at forhindre eskalation i form af eksempelvis både fysisk vold og mistrivsel. Det er netop det, som dette projekt, hvis målgruppe består af personer, der er eller har været udsat for psykisk vold samt social eller religiøs kontrol, har til formål. Mange i denne gruppe har desuden også oplevet andre former for vold, herunder fysisk, seksualiseret eller økonomisk vold.
En stigende efterspørgsel efter støtte har ført til længere ventelister for eksisterende tilbud i organisationen. Exitcirklen ønsker derfor at opruste og udvide det arbejde, der allerede er i gang, så flere mennesker kan få den hjælp, de har brug for.
Gruppeforløb, der skaber spejling og fællesskab
Indsatsen vil bestå af gruppeforløb, der skaber fælles rum for spejling og fællesskab. Formålet er at nedbryde ensomhed og mistrivsel samtidig med, at deltagerne opnår øget robusthed og agens til at bryde med volden. Hvert forløb vil inkludere ti deltagere, som mødes ugentligt i 2,5 timer over 13 gange.
Gruppen faciliteres af både frivillige fagprofessionelle og erfaringspersoner, der selv har oplevet psykisk vold. Hvert møde vil fokusere på et ugentligt tema, der tager udgangspunkt i deltagernes konkrete behov. Derudover introduceres kognitive og narrative værktøjer, der skal anvendes og diskuteres i relation til deltagernes egne erfaringer.
I alt vil der blive gennemført fire gruppeforløb, hvilket betyder, at 40 personer vil have mulighed for at deltage. Indsatsen forløber fra august 2024 til januar 2025.