Brobygning for sårbare borgere ind i et frivilligt drevet bydelsværksted og et lokalt fællesskab
Ansøger
Paraplyforeningen MakerSpace NV
Bevilling
DKK 48.540
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
Et kreativt fællesskab for sårbare borgere
København NV er et mangfoldigt område med både ressourcestærke borgere og beboere med forskellige former for sårbarhed. Disse borgere er ofte isolerede og ensomme og har svært ved at finde vej til de etablerede forenings- og fritidstilbud.
Hvis de overhovedet kommer ud, er det i forbindelse med særlige indsatser som væresteder og udslusningsforløb. Selvom disse tilbud er gode, velmenende og effektive, kan de også fastholde den enkelte i en marginaliseret og stigmatiseret position.
Projektet skal derfor være en støtte til disse borgere, som ofte har svært ved at deltage i sociale aktiviteter uden hjælp. Foreningen ønsker derved at skabe et trygt og inkluderende miljø, hvor de sårbare borgere kan udfolde deres kreative evner.
Workshops i trygge rammer
Projektet vil omfatte workshops, der afholdes i hverdagene, hvilket adskiller sig fra foreningens primære aktiviteter i weekenderne. Dette er specielt tilrettelagt, så sårbare borgere kan deltage sammen med deres støttepersoner, især dem fra Psykiatrisk Ambulatorium Bispebjerg, som MakerSpace NV samarbejder med. På denne måde sikres en tryg overgang for borgerne, så de på længere sigt kan deltage i fællesskabet uden deres støttepersoner.
Målet med projektet er at gøre det nemmere og tryggere for sårbare borgere at blive en del af MakerSpace NV's værkstedsfællesskab. Ved at afholde særworkshops i hverdagene med mulighed for at have støttepersoner med, håber foreningen at nedbryde de barrierer, som hindrer deltagelse i sociale og kreative aktiviteter.
Aktiviteterne vil variere fra kunst og håndværk til teknologiske projekter, og vil blive faciliteret af erfarne instruktører, der kan guide og støtte deltagerne. I alt forventes 30 borgere at deltage i projektet, der løber fra 1. maj 2024 til 30. april 2025.