Nyhed 7.10.2026

Ny gratis måling tager pulsen på den psykologiske tryghed

Hvordan står det til med den psykologiske tryghed på jeres arbejdsplads? Med Samarbejdspulsen - en gratis måling af psykologisk tryghed, kan arbejdspladser få et øjebliksbillede af, hvordan medarbejderne oplever samarbejdet i deres team. Målingen giver et konkret afsæt for dialog om, hvad der fungerer godt, og hvad der kan styrkes i samarbejdet.

Psykologisktryghed

Psykologisk tryghed har betydning for både samarbejde, læring og trivsel på arbejdspladsen. Når medarbejdere oplever høj psykologisk tryghed, er der bedre mulighed for at bede om hjælp, tale åbent om det, der er svært, lære af fejl og bringe forskellige perspektiver i spil.

Derfor lancerer Velliv Foreningen nu Samarbejdspulsen, som gør det enkelt for arbejdspladser at undersøge psykologisk tryghed i deres teams.

Afsæt for dialog om samarbejdet

Samarbejdspulsen tager udgangspunkt i fire centrale dimensioner:

Hjælpsomhed: Er vi gode til at bede om hjælp og hjælpe hinanden?
Åbne samtaler: Kan vi tale ærligt, også om det, der er svært?
Fejl og læring: Kan vi tale åbent om fejl og bruge dem til at lære?
Værdsættelse og inklusion: Bruger vi vores forskelligheder aktivt, så alle kan bidrage til den fælles opgave?

Målingen er anonym og er ikke en fuld trivselsmåling, men fungerer som et øjebliksbillede og et udgangspunkt for en fælles samtale om samarbejdet. Det vigtigste er nemlig ikke selve målingen, men samtalen bagefter. Resultatet kan fx give anledning til at tale om en konkret situation fra hverdagen: hvad var svært at sige, og kan vi gøre situationen lettere næste gang? Den samtale kan tages, uden at medarbejderne behøver fortælle, hvad de selv har svaret.

Alle arbejdspladser kan bruge Samarbejdspulsen, uanset størrelse, branche og tidligere erfaring med trivsels- eller kulturmålinger. Der kræves dog minimum fem besvarelser, før der genereres resultater af hensyn til anonymitet. 

Bygger på forskning i arbejdsmiljø og psykologisk tryghed

Det faglige fundament bygger på professor Amy Edmondsons forskning i psykologisk tryghed. Værktøjet er udviklet for Velliv Foreningen af en arbejdsgruppe med ledelsesrådgiver, foredragsholder og forfatter Christian Ørsted, fagredaktør på den danske udgave af Amy Edmondsons Den frygtløse organisation, professor Thomas Clausen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø samt repræsentanter fra Velliv Foreningen. Edmondsons syv udsagn om psykologisk tryghed er tilpasset danske forhold og erfaringer med at styrke psykologisk tryghed i teams og organisationer.

- Hvis der er et godt samarbejde med tillid og psykologisk tryghed på arbejdspladsen, viser forskningen, at det både har en positiv afsmitning på medarbejdernes trivsel og opgaveløsning og også på mulighederne for at holde på de medarbejdere, man gerne vil holde på, siger Thomas Clausen.

- Jeg har målt psykologisk tryghed i 185 grupper med over 16.000 deltagere, og ét mønster går igen: Næsten halvdelen af grupperne er hjælpsomme, men tavse. Man hjælper gerne hinanden, men taler mindre åbent om problemer og fejl. Samarbejdspulsen gør mønsteret synligt, så man kan styrke samarbejdet og gøre det lettere at tale om det, opgaven kræver, siger Christian Ørsted.

Se mere om Samarbejdspulsen

Målingen består af syv udsagn og tager kun få minutter at besvare. Besvarelsen er anonym, og der udarbejdes en rapport, når mindst fem personer har svaret. Dagen efter målingens slutdato modtager arbejdspladsen en samlet rapport og eventuelt rapporter for de enkelte afdelinger. 

Samarbejdspulsen