Synlighed af Kvistens kvindetræf i Viborg og Herning
Ansøger
Kvisten
Bevilling
DKK 47.460
Projektperiode
2023 - 2024
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Afsluttet
Pulje
Lokal trivsel
År
2023
Tabubelagte senfølger
Hos Kvisten oplever personalet at mange kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen, ikke ved, at der er hjælp at hente i forhold til at mindske deres senfølger.
Ansøger og udviklingskonsulent, Line Ibsen, skriver: "Min. 6 % af personer over 18 år lider med stor sandsynlighed af behandlingskrævende senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten. Desværre er der alt for mange kvinder, der ikke får den hjælp, som de har brug for. Seksuelle overgreb er et uhyre tabubelagt emne, og mange hemmeligholder deres overgrebshistorie af frygt for at blive stigmatiserede. Det er med til at forstærke kvindernes følelse af skyld og skam. Dette er en stor barriere for, at de rækker ud efter hjælp. Der er derfor et stort behov for opsøgende indsatser, der kan medvirke til at hjælpe ofre for seksuelle overgreb.".
Siden 2022 har Kvisten afholdt kvindetræf i Viborg og Herning, hvilket er et gratis, anonymt og uforpligtende tilbud for kvinder, der har oplevet seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen, som kan deltage og spejle sig i ligesindede, samt samtale og bearbejde i trygge rammer, faciliteret af kompetente terapeuter og frivillige.
Nu modtager Kvisten en bevilling på 47.460 kr. fra Velliv Foreningen til at videreudvikle foreningens kvindetræf, samt forbedre kendskabet og tilslutningen til samme.
Synlighedsaktiviteter
Indsatsen skal udfoldes som fysiske og digitale synlighedsindsatser. Kvisten vil arrangere og afholde åbne oplæg, hvor interesserede kan deltage og herigennem udbrede kendskabet til tilbuddet om kvindetræf. Oplæggene skal bl.a. afholdes på biblioteker, sundhedscentre ol. Kvisten vil desuden afholde oplæg for fagfolk, som er i kontakt med målgruppen, f.eks. fra kommunale forvaltninger eller psykiatrien.
Line Ibsen skriver: "Indsatsen består af synlighedsaktiviteter, der har til hensigt at øge tilslutningen til de to kvindetræf. Kvistens Taskforce frivillige, der har erfaringer med senfølger, vil kunne bidrage med oplæg, hvor de bryder tavsheden og afliver myter om seksuelle overgreb.".
Indsatsen afvikles fra juni 2023 til maj 2024.