Styrket fællesskab for udsatte kvinder i Reden Esbjerg
Ansøger
KFUK'S SOCIALE ARBEJDE
CVR-nr: 27093612Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
'Åben Café' fortsætter som fristed
Caféen er et skærmet frirum for kvinder i svær udsathed, blandt andet kvinder med erfaring med salg af sex, hjemløshed, misbrug, psykisk sygdom og vold. To gange om ugen kan kvinderne mødes i trygge rammer til fællesspisning, kreative aktiviteter, rådgivning og mulighed for hvile.
Åben Café er et vigtigt supplement, hvor mellem 15 og 30 kvinder besøger caféen hver åbning – et tal, der er støt stigende. Her får kvinderne et sted uden mænd, hvor de kan være sig selv og få støtte i hverdagen.
Med støtten fra Velliv Foreningen kan Reden Esbjerg fortsætte arbejdet med at tilbyde et sikkert fællesskab, der gør en mærkbar forskel for udsatte kvinder i lokalområdet. Der forventes derfor op mod 100 deltagere i projektperioden.
Tryghed, omsorg og praktisk hjælp i hverdagen
I Caféen mødes kvinderne over hjemmelavede måltider – boller og kage om tirsdagen og et lunt måltid om torsdagen – hvilket skaber en vigtig ramme af nærvær og normalitet. Ud over fællesspisningen kan kvinderne deltage i et bredt udvalg af kreative aktiviteter som syning, strik, broderi, maling og arbejde med ler.
De kan også benytte caféen til at hvile sig, modtage NADA-akupunktur eller få dækket basale behov som et bad, tøjvask eller adgang til hygiejneartikler og kondomer. Caféen råder desuden over et område med doneret tøj, hvor kvinderne frit kan vælge eksempelvis varmt tøj til vinteren.
Kombinationen af praktisk hjælp og omsorg gør stedet til en vigtig livline for mange, der ellers befinder sig i meget sårbare livssituationer.