Stressreduktion og fællesskab for forældre til præmature børn
Ansøger
Mind Online
Bevilling
DKK 50.000
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Afsluttet
Pulje
Lokal trivsel
År
2021
Underviser på forløbet er Mette Bahnsen, der er uddannet i MBSR-lærer på Aarhus Universitet, filmproducer og indehaver af Mind Online. Ses her med sin søn, der blev født 3 måneder for tidligt i 2014.
Virksomheden Mind Online vil lave et online forløb i mindfulnessbaseret stressreduktion (MBSR) for forældre til for tidligt fødte børn. Gennem forløbet vil deltagerne få viden om stress og praktisere øvelser, der styrker mental sundhed.
En traumatiserende oplevelse
Det kan være en traumatiserende oplevelse at føde et barn for tidligt. Det skyldes b.la. den pludselige afslutning af graviditeten, adskillelsen fra spædbarnet, den ofte voldsomme fødsel, samt usikkerheden om hvorvidt barnet overlever. Derfor udvikler 30 % af forældre til for tidligt fødte børn PTSD, mens 25 % udvikler andre stress-reaktioner.
Derfor vil Mind Online lave en indsats, der har til formål at forebygge og lindre stress og psykisk belastning hos forældre til præmature børn, ved at tilbyde et forløb i mindfulnessbaseret stressreduktion.
Gennem forløbet træner deltagerne i at forholde dig til de tanker og følelser, der dukker op, med en kærlig og accepterende opmærksomhed. Også selv om det er tanker, de egentlig ikke har lyst til at have. På den måde styrkes den mentale sundhed ved at træne at være mere opmærksom og til stede i nuet. Samtidig indgår deltagerne i et fællesskab med andre forældre i en lignende situation, som skal mindske den ensomheds- og angstfølelse, der kan opstå i kølvandet på at blive forælder til et for tidligt født barn.
Vidensfremme, ressourcer og en støttegruppe
Projektet er landsdækkende, og forløbet tilbydes derfor online. Det består af otte sessioner á 2,5 times og løber over 8 uger.
Deltagerne mødes live-online på zoom, hvor MBSR-lærer og indehaver af den online portal for mental sundhed Mind Online, Mette Bahnsen underviser. Mette Bahnsen blev selv mor til en for tidlig født dreng i 2014 og har derfor et erfaringsgrundlag for at gennemføre MBSR til denne målgruppe.
Til sessionerne inkluderes vidensfremme i forskellige formater, kombineret med træning af mindfulnessøvelser. Derudover er der en times træning for deltagerne hver dag mellem de otte sessioner. Deltagerne får desuden adgang til en ressource-side, så de har den at støtte sig til, når de træner på egen hånd. Der er også mulighed for etableringen af en gruppe til sparring på en social platform.
Projektet har derfor til formål at reducere stress for forældre til for tidligt fødte børn og samtidigt give dem mulighed for at bearbejde oplevelsen i et fællesskab, hvor de kan støtte hinanden, erfaringsudveksle og motivere hinanden. Velliv Foreningen støtter indsatsen med 50.000 kr.