Skabertrang – et åbent værksted for psykisk sårbare
Ansøger
Foreningen Aftenskolen i Fountain House
Bevilling
DKK 50.000
Projektperiode
2021 - 2022
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Afsluttet
Pulje
Lokal trivsel
År
2021
Værkstedet for psykisk sårbare
Foreningen Aftenskolen i Fountain House modtager 50.000 kr. fra Velliv Foreningen til at etablere et kreativt værksted for psykisk sårbare mennesker i København.
Projektets formål er at mindske ensomhed, isolation, angst og mistrivsel hos psykisk sårbare mennesker. Indsatsen er desuden tænkt som en forebyggende indsats i forhold til at mindske risikoen for indlæggelser og mere alvorlige psykiske diagnoser - ikke som et psykiatrisk behandlingsforløb, men som betydelig en medspiller for den enkeltes recovery- og rehabiliteringsproces.
Der vil være fire forløb á tre måneder ad gangen, hvor 16 personer kan deltage på hvert forløb. Forløbene består af et åbent kreativt værksted én gang om ugen, hvor man kan deltage i 4 timer med to undervisere til stede.
Et positivt fællesskab med ligesindede
Projektet retter sig mod psykisk sårbare i København i alderen 18 til 68 år. Det er en bred målgruppe af mennesker med forskellige udfordringer, som befinder sig i en livskrise og/eller er ramt af psykisk sygdom. Størstedelen står udenfor arbejdsmarkedet og har svært ved at overskue hverdagen, som for mange er præget af isolation og ensomhed.
Formålet med det kreative værksted er, at målgruppen får et positivt fællesskab, hvor de kan søge samvær med andre ligesindede gennem et fælles tredje som kreativitet. Samtidig vil det at udtrykke sig kreativt potentielt give forløsning for nogle af symptomerne på eksempelvis angst og depression.
Velliv Foreningens bevilling er en del af et større budget, hvor der også indgår et stort beløb fra øvrige finansieringskilder.