HOME-START Tønder

HOME-START Tønder modtager en bevilling på 60.000 kr. fra Velliv Foreningen til at etablere en ny craft-café, der skal fremme trivslen blandt småbørnsforældre i sårbare livssituationer.

Velliv Lokal Trivsel

Ansøger

HOME-START Tønder

CVR-nr: 40606297

Bevilling

DKK 60.000

Projektperiode

2025 - 2026

Beliggenhed

Syddanmark

Status

Igangværende

Pulje

Lokal trivsel

År

2025

En støtte til pressede familier

Mange af HOME-STARTs forældre kæmper med bekymringer, usikkerhed og følelsen af tab af mening og værdi i livet. Ensomhed, isolation og langvarig social mistrivsel er udbredte udfordringer blandt småbørnsforældre i sårbare situationer. 

HOME-START Tønder tilbyder støtte til pressede familier med børn under skolealderen i form af venskabeligt samvær, praktisk hjælp og nærvær fra en frivillig familieven. Den frivillige besøger familien to timer om ugen i ca. ni måneder og hjælper med at skabe stabilitet i en ofte kaotisk hverdag.

Organisationen støtter gennemsnitligt 40 småbørnsfamilier årligt i Tønder Kommune – familier, der ofte står uden netværk og med begrænset adgang til inkluderende, sociale fællesskaber. Projektet skal imødekomme dette behov og styrke trivsel hos både forældre og børn.

Fordybelse og fællesskab 

Projektet består af at etablere en craft-café, som vil holde åbent én formiddag om ugen og tilbyde kreative aktiviteter som et redskab til mental ro og socialt samvær. Initiativet skal give deltagerne mulighed for at finde fællesskab og støtte gennem håndens arbejde.

Den nye café bliver faciliteret af en koordinator og fire frivillige, som alle gennemfører et særligt kursus i trivsel gennem craft-aktiviteter. Forældrene kan tage egne materialer med eller få stillet kreative redskaber til rådighed. 

Formålet er både at give deltagerne en pause fra hverdagsstress og at opbygge et netværk med ligesindede. Foreningen forventer, at omkring 30 forældre vil benytte sig af tilbuddet og på den måde få støtte til at styrke deres mentale trivsel.

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps