Gruppeterapi for forældre med børn i klemme
Ansøger
Omdrejningspunktet
CVR-nr: 43410377Bevilling
DKK 59.000
Projektperiode
2025 - 2025
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
Gruppeterapi skal hjælpe forældre
Indsatsen omfatter to 8-ugers gruppeforløb med psykoedukation og terapeutisk støtte, hvor deltagerne får værktøjer til at håndtere svære følelser og dæmpe konfliktniveauet.
Mange af deltagerne står midt i langvarige og opslidende konflikter, hvor børnene ofte havner i klemme. Forløbene, der er opdelt i grupper for henholdsvis mødre og fædre, skal hjælpe forældrene med at flytte fokus fra konflikten til barnets perspektiv og behov. Det sker gennem både viden, samtaler og konkrete strategier til bedre kommunikation.
I alt deltager 30 forældre i projektet, som tilbyder et trygt og professionelt rum, hvor de kan arbejde med de belastninger og traumer, der ofte følger højkonfliktsager. Målet er at give forældrene redskaber, der skaber ro omkring børnene og forbedrer familiens samlede trivsel.
Viden, støtte og nye redskaber
De to gruppeforløb skal hjælpe deltagerne med at forstå egne reaktionsmønstre og lære teknikker til at håndtere konflikt uden at eskalere den. For mange betyder det en adgang til støtte, de ellers ikke ville have haft råd til.
Gennem samtalerne får deltagerne mulighed for at spejle sig i andre forældre i samme situation. Det kan mindske følelsen af afmagt og give et stærkere fundament for at træffe beslutninger, der gavner børnene. Samtidig styrker den terapeutiske støtte forældrenes evne til at navigere i en svær livsfase.
Projektet har potentiale til at skabe varige forbedringer i familiernes liv. Når konfliktniveauet falder, og forældrene får bedre redskaber til samarbejde og kommunikation, får børnene mere stabile rammer, større tryghed og bedre muligheder for at trives, både nu og i fremtiden.