AfasiSang - livskvaliteten og humøret øges, når vi synger sammen

Ansøger
Hjerneskadeforeningen Vestsjælland
CVR-nr: 12259670Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2026
Beliggenhed
Sjælland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2025
Et trygt og meningsfuldt fællesskab
Borgere med en hjerneskade og deres pårørende står over for store udfordringer. Når skaden rammer, vendes livet på hovedet, og mange oplever ensomhed og isolation i en hverdag præget af genoptræning og vedligeholdende indsats.
Senhjerneskader kan give sproglige (fx afasi), fysiske, mentale og kognitive vanskeligheder, og de pårørende indtager ofte en omfattende rolle som støtte – både praktisk og følelsesmæssigt.
For at imødekomme dette opstartede Hjerneskadeforeningen Vestsjælland et kor for borgere med senhjerneskader, særligt afasiramte, samt deres pårørende og frivillige. Gennem fællessang skabes et trygt og meningsfuldt fællesskab. Erfaringerne viser, at tilbuddet har haft stor positiv betydning og denne bevilling skal derfor muliggøre en fortsættelse af projektet.
Bedre trivsel og livsmod
Koret giver deltagerne et nyt ståsted i livet – en fast aktivitet, hvor de mødes med forståelse og får mulighed for at udtrykke sig uden at blive misforstået. Under ledelse af en musikterapeut vil man synge kendte sange og lave øvelser, der stimulerer sprog, stemme og hukommelse. For mange er det en af de få sociale aktiviteter, de kan deltage i.
Sangen bliver dermed ikke kun et fælles tredje, men også en vej til bedre trivsel, livsmod og samhørighed – både for borgere med hjerneskade og for deres pårørende.
Projektet skaber desuden et frirum for de pårørende, som ofte savner sociale fællesskaber, hvor de kan være sammen med deres nære i trygge rammer. I alt forventes 35 deltagere, og projektet løber fra august 2025 til juni 2026.