Stress og mistrivsel er blandt de væsentligste udfordringer i arbejdslivet og kan både ramme den enkelte medarbejder og skabe udfordringer for virksomhedernes sygefravær, fastholdelse og rekruttering. Derfor støtter Velliv Foreningen nu projektet Vejen til trivsel, som ledes af UdviklingVejen.
Projektet skal udvikle, afprøve og udbrede en metode, der omsætter forskningsbaseret viden om stress og trivsel til konkrete forandringer i virksomheder. Med afsæt i Helle Heins forskning og hendes stresscocktailmodel arbejder projektet med stress som et samspil mellem opgaver, mennesker og de organisatoriske rammer omkring arbejdet.
- Projektet taler med sit helhedsorienterede og organisatoriske fokus på stress og trivsel godt ind i Velliv Foreningens fokusområde Arbejdsliv for mennesker og særligt tematikken tidlig forebyggelse i et geografisk afgrænset område. Med en erhvervsorganisation som hovedansøger og initiativtager og projektets store fokus på forankring, kapacitetsopbygning og spredning, er projektet et godt eksempel på, hvad Velliv Foreningen sigter på med den nye strategi, siger Katja Teilmann, uddelingschef i Velliv Foreningen.
Projektet gennemføres i 12 lokale virksomheder, hvor ledere, medarbejdere samt HR- og arbejdsmiljøansvarlige skal være med til at kortlægge stressudfordringer, udvikle løsninger og afprøve dem i praksis. Samtidig uddannes 20 ambassadører, der efterfølgende kan bruge og undervise i metoden, og yderligere 60 virksomhedsrepræsentanter får mulighed for at deltage i åbne kurser.
- Stress og mistrivsel er en udfordring, der både berører mange mennesker og mange virksomheder. Med afsæt i Helle Heins forskning får vi i dette projekt et nyt perspektiv på stress - og dermed også nye muligheder for at forebygge den. Det gør projektet enormt meningsfuldt. For vi kan både gøre en forskel for den enkelte medarbejder, før stress ender i en sygemelding, og samtidig arbejde med de rammer, den ledelse og den kultur, der skaber større trivsel og arbejdsglæde på arbejdspladsen. Vi er enormt beærede over, at Velliv Foreningen har valgt at bakke op om projektet og give os mulighed for at omsætte ambitionerne til konkret handling. Nu glæder vi os til at smøge ærmerne op sammen med virksomhederne samt Helle Hein og komme i gang med det, der er allervigtigst: at skabe reel og varig forandring for både mennesker og arbejdspladser, siger Ole Stubbe, direktør i UdviklingVejen.