Velliv Foreningen kan i dag byde velkommen til Dorte McGugan Pedersen og Andreas Elrond som seniorkonsulenter i almennyttig afdeling. I begge tilfælde er der tale om genbesættelser.
- Det er en kæmpe styrkelse af Velliv Foreningen at få Dorte og Andreas om bord. De har begge stærke faglige baggrund, dyb viden, en bred vifte af kompetencer, stærke netværk – og ikke mindst er de nysgerrige og dialogiske af natur. Det er personlige kvaliteter, vi fremadrettet får brug for i vores arbejde. Jeg glæder mig meget til, at vi får arbejdstøjet på og kommer i gang med samarbejdet, siger uddelingschef, Katja Teilmann.
Dorte er cand.mag. og kommer fra en stilling som konsulent i Friluftsrådet med ansvar for puljer og tilskud til friluftsliv. Forinden har hun været ansat en del år i TrygFonden, blandt andet som evaluerings- og udviklingschef.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at understøtte relevante ansøgere og organisationer i at udvikle initiativer, der kan skabe reelle positive forandringer på arbejdspladserne, så befolkningens mentale sundhed kan øges, siger Dorte McGugan Pedersen.
Andreas er cand.psych. og ph.d. i arbejds- og organisationspsykologi og kommer fra en stilling i Novo Nordisk som people analytics lead. Han har tidligere arbejdet med veteraners mentale sundhed i Veterancentret og Forsvarets Personalestyrelse, samt været videnskabelig assistent i NFA.
- Jeg ser frem til arbejdet med, at vi til stadighed får stærke og meningsfulde indsatser, der styrker arbejdsglæde og forebygger mistrivsel ud i samfundet. Det føles meget meningsfuldt at kunne bruge min erfaring på tværs af forskning, offentlige og private virksomheder til at understøtte projekter med reel effekt i hverdagen, siger Andreas Elrond.